London med Far – til fods

,
This post is part of a series called London med far
Show More Posts
London Bridge

London til fods – med far

Efter at have været i London flere gange – sidste med Yngsten en forårslun Påske og med Ældsten en julepyntstrålende december, mente jeg jo nik, at jeg havde set, hvad jeg skulle og burde i London.
Så da jeg var af sted i sidste måned med min far, tænkte jeg, at han da på sit første besøg i byen skulle have muligheden for at bestemme vore stop.
Jeg elsker at planlægge rejser og gør det ofte detaljeret, fordi jeg er bange for at gå glip af noget, der var lige rundt om hjørnet.
Men egentlig virkede det lidt befriende at skulle være den, der bare skulle opleve ud fra en andens lyster og interesser.

Jeg syntes, det var fantastisk at rejse med én datter ad gangen, selvom jeg selvfølgelig med deres alder på henholdsvis  7 og 10 skulle  holde øje med dem til en vis grænse for at sikre mig, at de ikke blev væk i millionbyens vrimmel.

Det behøvede jeg gudskelov ikke med min far. For han er hverken dement eller desorienteret. Tværtimod…og dét er måske i virkeligheden hurdlen ved ham; han er meget selvstændig og selvhjulpen. Så meget faktisk, at han blev væk fra mig, allerede da vi landede i Stansted. Vi stod ud i hver sin ende af flyet, eftersom vi ikke havde fået sæder ved siden af hinanden.
Jeg gik ind i lufthavnsbygningen og stillede mig til at vente på ham.
Men han kom ikke…
Jeg gik lidt frem og tilbage og da jeg endnu en gang gik tilbage til gaten, blev jeg stoppet af en bevæbnet sikkerhedsvagt, der fortalte, at alt var lukket og at jeg ikke måtte opholde mig dér. Om jeg manglede noget?
” I’ve lost my father”.
Jeg kunne godt høre hvor ynkeligt det lød – som om, det var MIG der var blevet væk!
Trods sms’er og opkald var der ingen livstegn, så jeg så ingen anden udvej end at begive mig gennem paskontrollen, bagageudleveringen og tolden, mens jeg holdt skarpt udkig efter ham.
Bling!
”Jeg står ved udgangen til busserne”

Fra vi var blevet sat af bussen i midtbyen, gik vi mod floden i adstadigt tempo, spiste frokost på en libanesisk/marokkansk restaurant og krydsede den nye gangbro over Themsen, Millennium Bridge.
Broen slutter ved indgangen til Modern Tate, et kunstmuseum jeg er gået langt udenom – kunstudstillinger er bare ikke mig…
Udenfor, på flodpromenaden, stod en mand med en guitar og sang i en mikrofon.
Tusmørket var faldet på, så vi gik indenfor. Vi dvælede ikke længe ved kunstværkerne. Tog dog et foto af en Picasso – been there, done that – men gik ellers rundt på må og få i den store bygning.
Da vi på anden sal krydsede en bro over til en anden afdeling, så vi en bunke mennesker ligge udstrakt på gulvet nede i stueetagen. De kiggede alle opad. Mens vi stod der, fyldtes atriumrummet af den smukkeste sangstemme. Jeg genkendte den om promenadesangerens. Herinde kom den dog endnu mere til sin ret.

Nu var det blevet helt mørkt – i hvert fald på himmelen. Mange træer, bygninger og ikke mindst Southwark Bridge var oplyst af smukke lys i mange farver.
Jeg har aldrig – bortset fra turen i London Eye – været på Londons sydside. (Så hvordan kan jeg sige, at jeg har set rigeligt af byen…?)
Sydsiden med de mange, gamle og snørklede gyder under byens mange broer har i mange, mange år været den uhyggelig side,
Jeg kan da heller ikke sige mig fri for at lade tanker vandre tilbage til Jack The Ripper-tiden, hvor døden kunne vente bag hvert et hjørne. Og selvom der i vore dage er blevet gjort et stort renoveringsarbejde omkring pubber, cafeer, gallerier og museer, kunne tanken ikke slippe mig. Slet ikke da vi skulle ad meget øde stræder for at komme til vores hotel i et nedlagt malteri ned jernbanen..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *