London med Far – på cykel

På vores sidste dag skinnede solen fra en blå himmel, hvilket var perfekt til den guidede cykeltur, min far havde slået et slag for hjemmefra.
Med pakkede rygsække begav vi os gennem morgenmyldret til Borough Market med nybagt brød og friskpresset juice under broen.

På den nyrenoverede Fisherman’s Wharf stillede vi bagagen og fik udleveret hver en cykel. Mens vi ventede på, at alle gruppens ni deltagere fik udleveret udstyr og blev gjort klar, gik min far rundt og kiggede på det.

Jeg gider ikke altid følge i hælene på dem, jeg rejser med. Vi skulle jo gerne have forskellige billeder med hjem.
Det var så en rigtig dårlig idé. For på ti minutter havde min far set en meget dygtig sandskulptør på den lille sandbred for enden af kajen og et film set, der vandrede rundt med en stor, rød-blå ara, en meget krøl-pelset alpaka og en mindst 2,5 meter hvid og gul python, der var viklet om en mand.
Jeg havde i mellemtiden taget et par billeder af en boutique, der solgte indisk børnetøj…

Der var stor forskel på cykelerfaring i vores lille gruppe. Det var tydeligt, at enkelte aldrig havde siddet på en cykel – eller måske bare havde glemt deres børnelærdom. Så nej, klichéen ”det er lige som at cykle – man glemmer det aldrig” holder ikke en meter.

Udfordringen for os alle var dog, at de i visse lande har besluttet at køre i den forkerte side af vejen, hvorved vores herresving til venstre byttes ud med små bitte rundt-om-kantstenen-sving. Og modsat.
Dét var en prøvelse og jeg var lettet over, at vores tyske guide havde mange års erfaring i at cykle i denne snørklede by.

Men for vores skyld startede turen langs Themsen, hvor vi gjorde holdt, når historien ikke var til at overse.

Således nyerfarne begav vi os – i én lang cykelgåsegangsrække over området med Parliament og Big Ben mod Buckingham Palace.
Derefter mente guiden, at vi var fuldbefarne og ledte an mod det trafikale mareridt på Trafalgar Square, hvor seks tættrafikerede veje mødes i en lille rotunde foran selve pladsen.
Havde jeg været en frygtsom kvinde, var det dér, jeg havde valgt at skrige, holde mig for øjnene og træde i pedalerne…

Turen til Covent Garden, forbi St. Paul’s Cathedral og retur til Fisherman’s Wharf var piece of cake for vores nu Londonekspertcyklister.

Vejret havde været med os hele vejen og det havde været en skøn tur.
Men i dét øjeblik vi gik ud af kontoret efter at have hentet vores ventende håndbagage, åbnede himmelen sig og vi sprang mellem dråberne. Et sted i lå fik jeg iklædt mig og min rygsæk et skriggult regnslag fra Harald Nyborg, mens de indfødte kæmpede med paraplyer, der vendte vrangen ud på dem selv.
Da vi krydsede en af byens mange broer (Vi kunne hverken på kort eller skilt læse hvilken det var), var der ikke længere nogen idé i at springe.
Knæ, lægge og fødder var gennemblødte.