Den hinduistiske gud Ganesh i Sri Mahamariamman templet i Kuala Lumpur (foto: www.waltermason.com )
Vathy – den vise hindu
Ikke langt fra mit hostel i Kuala Lumpur ligger et hindutempel, der hedder Sri Mahamariamman. Det er efter sigende det prægtigst udsmykkede af sin slags i landet. Helt ud til gaden er der store statuer af hinduistiske guder. Og langs vejen står mange boder, side om side, hvor sælgerne laver kranse af bønner, blomster, lime og bambus, som man kan ofre i templet.
Det er en vidunderlig duft midt i trafikosen!
Da jeg tager derhen over middag, er der ikke så mange mennesker.
Jeg tager, som reglerne foreskriver, mine sko af uden for templet og går ind.
Templet består af en stor atriumgård med hovedtemplet i midten. Der er ingen vægge, men mange hvide søjler, der holder taget med de ubegribeligt mange udskårne figurer på plads.
En mand, som sidder på det blanke, sorte marmorgulv, begynder at spille på en indisk tromme.
De folk, som er i nærheden, stimler sammen om de mange gudebilleder og begynder at bede.
Jeg lægger specielt mærke til en ung, smuk pige. Der kommer flere folk til og nu også en trompetist.
Da musikken efter et stykke tid holder op, går de fleste folk videre. Resten bliver siddende på gulvet og beder. Jeg bliver også siddende, selvom jeg ikke ligefrem beder.
Ved siden af mig ligger en taske og nogle andre ting. De tilhører den smukke pige. Hun kommer hen mod mig, og vi smiler til hinanden.
Noget siger mig, at hende skal jeg snakke med. Så jeg stiller hende nogle spørgsmål på engelsk. Om musikken og om guderne, deres tøj og kvindernes mærke i panden. Om hvordan de fejrer lyset, lige som når andre holder jul. Deres religion eller livsopfattelse handler meget om lys. Derfor går de også altid i lyst og farvestrålende tøj.
Vi taler om indiske kvinders klædedragt – sari’en – og om, at hun først lige nu havde lært at binde den! Det er næsten en hel videnskab.
Pigen taler godt engelsk og er meget villig til at svare på mine spørgsmål.
Hun hedder Vathy, er 22 år gammel og studerer computerteknologi på sidste år.
Jeg har altid fundet hinduismen spændende. Så jeg sluger alt, hvad hun fortæller, med stor interesse. ”Hinduerne har mange forskellige guder, de tilbeder. En for hvert emne eller område.
Ganesh – ham med elefanthovedet – er min favorit. Han er en meget tålmodig gud og en god lytter.”
I starten havde hun svært ved at tale med ham, fortæller hun.
”For han er på et langt højere niveau end mig. Det gjorde mig ydmyg og genert. Men efterhånden, som vi blev venner, holdt jeg op med at blokere. For man kan jo tale med gode venner om alting. Og man kan regne med dem, og alligevel tillade sig at blive vred på dem og skælde ud.”
Jeg siger til hende, hvor dejligt det er, at hun hele tiden smiler, når hun taler.
”Ja, for jeg er altid glad. Jeg ved, at livet består af gode og dårlige ting. Ordet LIFE består af to ting: LI som er det gode og FE, som er det dårlige. Man kan ikke have LI eller FE alene. Det giver ingen mening. Det skal være LIFE. Mit liv kan bestå af 90% problemer, der virker uoverskuelige. Men så har jeg min ven, min gud, og jeg ved, at han passer på mig og altid er der for mig. Og så kan jeg glæde mig over det! Så der er altid noget at være lykkelig for. Jeg kan sagtens græde 2-3 minutter og være rigtig ked af det. Men så tænker jeg tilbage. Og så husker jeg, at jeg har min ven. Og så er jeg glad igen!”
Det er sådan en smuk livsfilosofi, at jeg bliver helt varm om hjertet og rørt.
Her sidder sådan en ung pige, som er så vis. Det siger jeg til hende. Hun siger tak, men fortæller så, at hun ikke er vis.
”Vi ser ikke nogen folk som værende klogere eller mere intelligente end andre. De taler bare om ting, som de har oplevet, og som vi også selv engang har oplevet i et andet liv. Hvis du ikke er lykkelig i dit liv, må du finde det, der blokerer dig, før du kan blive et lykkeligt menneske.”
Inden vi skilles, udveksler vi e-mailadresser. Hun er simpelthen sådan en dejlig pige, og jeg kan næsten ikke lade være med at blive forelsket i hende. Så klog og smuk og smilende. Og sikke en livsanskuelse…
