På visit i Storhertugdømmet

Jeg havde været her før på et hurtigt visit og set alle de store seværdigheder; Katedralen, fæstningen, storhertugpaladset, Constitutionspladsen, shoppingområdet og meget andet interessant.
Men denne gang ville jeg gå på opdagelse. Ikke kun i hovedstaden Luxembourg. Men også uden for byen.

De fleste danskere forbinder umiddelbart Luxembourg med EU-institutioner og en masse banker. De verdener præger da også dette lille smørhul. Men lilleputlandet, der er klemt inde mellem Tyskland, Frankrig og Belgien, er så meget mere end dét.
Med sine mange smukke skove, pittoreske byer, indbydende vinmarker og historiske museer er hele landet en perlerække af seværdigheder.

Krigsråb og dødsskrig

Der er nok at tage fat på i en af de ældste og mest romantiske hovedstæder i Europa. Den officielle grundlæggelse fandt sted, da området hørte under Romerriget. Det var i 963, da Grev Siegfried købte et klippefremspring ved byens største flod Alzette og byggede en borg. Hurtigt derefter kom de første beboelser til.

Byen er delt i to niveauer mellem hvilke, der er kampestenstrapper, en elevator, en tunnel og veje med hårnålesving. Det kan skabe en del forvirring: Hvor er det lige, jeg er? Men byen er ikke så stor, at man ligefrem kan fare vild.

Alternativet til den ordinære hop-af-og-på-bus, der kører rundt til de store attraktioner, er det lille tog Petrusse-expressen, opkaldt efter den lille flod som løber igennem byens nederste niveau.
Bænket på togets forreste sæde og med høretelefoner over ørerne, bliver jeg ført gennem landets lange og til tider blodige historie, mens toget kører forbi de omtalte bygninger og pladser.

En times fængslende historiefortælling med dertilhørende krigsråb, kanonsalutter og dødsskrig runger i mit hoved, som toget bevæger sig rundt i store dele af byen. Det kan forekomme lidt voldsomt, men det sætter gang i min indre film om historiens forskellige slag, og er helt på højde med Navaronens Kanoner og Platoon.

Keltere og kasematter

For at hvile min auditive sans beslutter jeg mig for at føle historiens vingesus på en mere stilfærdig måde. Udstyret med en lille folder, der forklarer, hvad det er, jeg går forbi, begiver jeg mig ud på den såkaldte Wenzel Walk – 1000 års historie på 100 minutter.

Nu er alt jo relativt, men denne gåtur tager mig rundt i mere afsidesliggende dele af byen, hvor der er knap så turistet.
Over små broer, op ad trapper og rundt på brostensbeklædte stræder. Der er så stille og fredeligt, at jeg fuldstændig glemmer, hvor jeg er – i en topmoderne storby i det 21. århundrede.

Under byens fæstningen – der i 1993 kom på UNESCO’s verdensarvliste som et forsvarsværk, der dengang var Europas største – ligger 23 km underjordiske gange. De såkaldte Bock-kasematter blev opført i 1737-46 og kan besøges. Der er dog risiko for at fare vild, hvis man går uden for de afmærkede områder. Så det er en god idé at medbringe brødkrummer ved ethvert besøg dernede.

Rundt i byen – klemt inde mellem andre bygninger eller stikkende ud fra klippefremspring og fæstningsmurer – støder jeg på flere små tårne, kapeller og kirker. De er forladte og tomme, men det gør dem ikke mindre spændende.
Et af kapellerne kan jeg med lidt behændig klatren på store kampesten snige mig til at kikke ind i trods solide jerntremmer.
Flere steder i det lille rum kan jeg se tegn og figurer, der vidner om, at kirken engang er blevet bygget af keltere. Bl.a. Kelterkorset er hugget ind i stenmuren over en dør ind til et nu aflukket rum. Kirken bærer navnet Chapel of St. Quirin og er fra det 14 århundrede.
For mig er kelterne omgærdet af en ikke ubetydelig mængde mystik; skikke, ritualer og symboler.

Slottet i skoven

Skønt byen er lille og temmelig grøn – ikke mindst takket være Petrusse-floden – har jeg et stort behov for at komme ud og se landskabet i den nordøstlige del af landet. Jeg kører i bus langs vinmarker og nåleskov. På min vej ser jeg mange cyklister – af den mere erfarne slags.
At cykle i Luxembourg er ingen spøg;  ikke en gang øst for Ardenner-bjergene, hvor stigningerne er knap så stejle. Det er ikke for ingenting, at Tour de France rytterne enten bor i landet eller tager hertil for at træne til sommerens strabadser.

Byen Echternach tæt på den tyske grænse ligger lige sydøst for det vidunderlige skovområde Müllerthal. Det er nok det smukkeste stykke i landet. Det kaldes også Luxembourgs Schweiz, fordi det efter sigende ligner Alpelandet til forveksling.
Her følger jeg én af de afmærkede ruter i skoven. Og sikken et eventyrlandskab jeg kommer igennem!
Frodig skov så langt øjet rækker. Og dér en hemmelig kilde, hvis liflige vand springer ud af det rene ingenting.

Længere inde i skoven, hvis farver er alle nuancer af grøn, opfatter mine ører en forstyrrende lyd midt i al fuglekvidderen. Den bliver kraftigere jo tættere jeg kommer. Og nu er den ikke til at tage fejl af: en bred fos hvis vand bruser med fuld styrke ned i en larmende flod.
Grobunden for skoven er sandsten; en blød porøs substans, der gennem 1000 år er blevet formet af vind, vand, kulde og varme. De mange sandstensskulpturer, som naturen har kreeret, sætter atter fantasien i gang: dér står en perfekt obelisk, dér et kæmpe abeansigt på klippen og minsandten om ikke også en lille trold har slået sig ned.
Endvidere har dette materiale dannet en mængde huler, som bestemt også er et kik værd.

Da min nethinde for en stund er mættet af naturoplevelser, tager jeg bussen videre til Beaufort.
Middelalderslottet er et af de bedst bevarede i Luxembourg. De fleste er dog ruiner; det gælder også for Beaufort, som er et stort kompleks med mange displays og akvareller over, hvordan her så ud en gang.

Jeg har altid ment, at jeg er født for sent. Som uhelbredelig romantiker, kan jeg snildt forestille mig, hvordan det måtte føles at være prinsesse på et stort slot omgivet af kammerpiger, pager, køkkenpiger og gåsepiger, mens jeg selv rendte rundt i store kjoler og spillede fjerbold i mine flade sko.
Livet har uden tvivl været hårdt dengang – især for tyendet. Men jeg ved, at mange kvinder og piger har denne forestilling om datidens levevis, ikke mindst ballerne og de smukke rober.

Spøgelsesbyen under vand

Længere mod nordvest ligger et andet seværdigt slot i byen Vianden. Også her har de gjort meget ud af at fortælle om livet i Middelalderen med små tableauer, der omhandler hverdagslivet. Også våben og rustninger er udstillet.
Men slottet er ikke grunden til mit besøg i byen, der kunne minde om en af de hyggelige landsbyer langs Rhinen eller Mosel. Og jeg er jo heller ikke langt fra Tyskland.
Jeg er hovedsageligt taget til Vianden for at udfordre mig selv med en tur i den nærtliggende svævebane. Jeg er nemlig ikke god til højder. Og det gør ikke situationen bedre, at det nærmest kun er en stolelift med et sæde og en stang at holde i.

Den 440 meter lange tur starter med at gå nedad mod en lille frugtbar dal. Den del af turen kan selv jeg nyde. Men da jeg absolut ikke bryder mig om svævebaner og kun overlever, fordi banen følger de skovklædte bjergsider, er det noget af en bedrift, at jeg ligefrem har overskud til at le under turen. Og det skyldes udelukkende den lille flok sorte får, der græsser fredsommeligt i dalens bund; svævebanen kommer nemlig så tæt på jorden, at hvis jeg var fem cm. længere, havde jeg gokket to af fårene i hovedet med min sandal.
Resten af turen op ad bjergets 230 meter foregår for mit vedkommende med lukkede øjne.
Velankommet til restauranten på toppen tager jeg mig en velfortjent fadøl.

Lige uden for byen har man i 1960’erne bygget en stor dæmning over floden Haute Sûre. Det gjorde man for at imødekomme indbyggernes behov for drikkevand.
Derved oversvømmede man en lille dal og lavede Bassin Supérieur – en sø med tilhørende El-central. Selve processen kan ses i et lille besøgscenter.
Alt ånder tilsyneladende fred og ro. Men hvad man ikke kan se oppe fra dæmningen, er byen under vandet.

I dalen lå en lille by, der måtte rømmes, da floden blev opdæmmet. Folk forlod deres huse i en hast. Rygtet siger, at der stadig er møbler i husene og tallerkener i køkkenerne.
I hvert fald er det sådan, at man kan dykke ned til den oversvømmede by – hvis man kommer i kontakt med de rigtige folk. Hernede kan man efter sigende ved selvsyn konstatere, hvor hurtigt afrejsen er foregået.

Jeg har dykkercertifikat. Selvom jeg er nysgerrig, synes jeg også det er for uhyggeligt at svømme rundt i folks huse i denne spøgelsesby. Hvad kunne jeg ikke komme til at se i de kolde, mørke stuer? Igen – det er nok bare mig, der har set for mange gyserfilm.
Omvendt ville det være det nemmeste sted at dykke rundt og finde vej. Jeg kan forestille mig dykkerinstruktørens ord inden nedstigning:
“Trykudlign ved første fodgængerfelt og svøm til venstre i T-krydset.”

Tiden går, og turen er nået vejs ende. Det var været en dejlig oplevelse – både i byen men så sandelig også på landet.
Selvom Luxembourg bare er et lille land, har jeg langt fra set nok og glæder mig til at vende tilbage igen – snart.

Ghostwriteren 1996