Den hellige mannequindukke San Simón
Omkring mig er der mørkt og fuld af røg. Her er varmt, og alligevel mærker jeg en kold rislen ned ad ryggen.
Langsomt vænner mine øjne sig til det dunkle skær af hvide stearinlys midt i rummet.
Lokalet er på størrelse med en gennemsnitlig, dansk dagligstue – om end mere primitiv med pudsede vægge og lerklinet gulv.
En gammel morlil i slidte, men kulørte skørter tænder med rystende hænder et lys og placerer det på gulvet midt mellem de andre.
Nu ser jeg, at der også står små buketter af friske markblomster i glasvaser på gulvet. Og i en firkant rundt om det hele står små træfigurer med tøj og hatte på. De minder mest af alt om små dukker.
Jeg mere fornemmer end hører mumlen på et sprog, jeg aldrig kommer til at forstå, selvom jeg er taget til Guatemala for at lære landet officielle sprog, spansk.
Ved min ene side står og sidder sorthårede mænd og kvinder i farvestrålende klædedragter og beder, mens de rokker frem og tilbage med en lille figur imellem hænderne. Nogen af dem græder højlydt.
Jeg føler, jeg er trængt ind på meget privat grund. Men det virker ikke som om, de ænser min tilstedeværelse.
På den anden side af mig sidder to gamle mænd med dybe furer om tandløse munde i fremmede ansigter. De lægger tarotkort.
Disse scenarier ægger min nysgerrighed. Og alligevel er det gruppen i det fjerneste hjørne, der får mig til at tabe pusten.
En syv-otte personer står bøjet henover en lille træstol på høje ben.
Farverne på mændenes groftvævede jakker går igen i kvindernes smukke nederdele og vidner om, at de kommer fra samme landsby – sandsynligvis er de i familie.
De skifter plads rundt om stolen og bøjer sig henover den. I hænderne har de cigaretter, små flasker med alkohol, majs og pengesedler
Jeg kan først ikke se genstanden for deres opmærksomhed. Men da den forreste kvinde taber noget på gulvet og bukker sig efter det, forbavses jeg.
Jeg ved ikke, om jeg skal le eller væmmes, for synet er virkelig bizart.
På stolen sidder en mannequindukke i barnestørrelse. Det er en drengedukke med lys, vestlig hud og røde æblekinder. Han har rullekravesweater og skjorte samt overall på. På hovedet bærer han et bandana-tørklæde. Hans øjne er dækket af et par reflekssolbriller, og i hans halvåbne mund dingler en tændt cigaret.
Én af mændene fjerner cigaretten og sætter en flaske op til hans læber. Resten af flokken tipper stolen bagover, så væsken kan løbe ind i munden og gennem hans lille krop, for til sidst at blive opsamlet i et plastikfad, der står under stolen.
Han får noget nyt tobak, og pengesedler bliver trykket ind i hans lille, stive hånd.
Jeg kan nu genkende et enkelt ord mellem de fremmede gloser. Et ord, der som et mantra bliver gentaget af alle i gruppen: Maximón, Maximón…
Det er navnet på den lille drengefigur. Han er også kendt som San Simón; en katolsk helgen.
Skønt Maya-indianerne altid har dyrket deres egen religion og ritualer, har de alligevel adopteret nogle katolske skikke fra de spanske erobrere; heriblandt denne helgen. Han opfylder deres ønsker, og i lokalets røg kan han læse ens fremtidige skæbne.
Han holder til i den lille landsby Zunil tæt på vulkanen Santa Maria i det sydvestlige Guatemala.
Selvom dét, der foregår i rummet for mig er helt ekstraordinært, er det hverdag for hans værtsfamilie.
Én gang om året flytter han – under stor festivitas – lokalitet. Hos den nye værtsfamilie i landsbyen får han sit eget rum, hvortil folk kommer fra nær og fjern for at tilbede ham.
Det er selvsagt en ære at blive den udvalgte familie….
Ør i hovedet af røg og varme går jeg udenfor i gårdens friske luft. Også hér foregår der – set med europæiske øjne – mystiske ting.
Små grupper af mænd – nogen i sorte bukser og hvide skjorter, andre i vævede dragter – er fuldt optaget af at tegne store stjerner på jorden med sand i forskellige farver.
Den røde symboliserer frugtbarhed, den grønne en god høst, den hvide sundhed osv. Inden i hver stjerne laver mændene herefter et lille bål af tørv og små grene.
Før bålet bliver antændt, stiller de stearinlys – ligeledes i forskellige farver – rundt om brændet. Når ilden har godt fat, og røgen bølger mod himmelen, folder mænd og kvinder deres hænder og beder.
Man kan synes, det er en lidt mærkelig blanding af nyere vestlig religion og gamle indianske ceremonier.
Men sådan ser den troende del af befolkningen ikke på det. De fleste er meget fattige og har brug for al den hjælp, de kan få. Men de er ikke naive, så det ubrugbare og overflødige, der er blevet trukket ned over hovederne på dem af de føromtalte erobrere, har de nøjsomt sorteret fra.
Ifølge familiefaderen i min spansktalende værtsfamilie i storbyen Quetzaltenango gælder dette ikke kun fuldblodsindianerne fra de mange små bondesamfund.
Selv ladino’erne – folket, der er af delvis indiansk og delvis hvid afstamning – holder sig ikke tilbage. Selvom de gerne vil fremstå som de mere civiliserede borgere i Guatemala – borgere med uddannelse og bolig i de store byer – kan deres aner; deres indianske blod, ikke fornægtes. Og de deltager lige så helhjertet i bøn ved bålet som i tilbedelse af helgener.
Ghostwriteren 1999
