Gooood morning, Cairo!

Min lillesøster Sanne og jeg er taget til Egypten på en lille rundrejse. Vi har hjemmefra tilkøbt nogle guidede udflugter – med kun os som deltagere.
Vi ankommer sent om aftenen til en brandmur af hede. Allerede næste morgen er vi af sted.

Vi starter i Memfis – den gamle hovedstad, hvor den originale statue af Ramses d. 2. ligger. Den er enormt godt lavet, når man tænker på, hvor gammel den egentlig er…
Vores guide har tit hånden i bukselommen for at fiske pundsedler op.
Bakshish….
Selv gamle mænd, der sidder blot i nærheden af museumsdøren, får en skilling.
Vi undrer os. Vi har jo allerede betalt indgangsbilletten og kustoden, som også bare bliver siddende!?
Jeg spørger guiden, hvorfor han betaler alle dem ?
“Tja, de forventer det.”
Forventer det? Hvilken frækhed!!!

Sælgeren i souvenirboden uden for museet fortæller, at hvis vi er interesserede i antikviteter, har han da et par stykker under bordet.
Nej, virkelig???!!
Fordi vi er hans første, potentielle kunder, forærer han os hver en skarabæudformet perle som lucky charm.
Jeg binder den fast i min talisman; en lille pose som jeg altid bærer om halsen, når jeg rejser.

 

Tricks

I Sakkra ser vi vores første pyramide med en lang ceremonivej, der er flot dekoreret med billeder fra den døde faraos liv. Men vi skal også se de rigtige pyramider. Endelig!
Og hvor er det underligt at se dem tæt på. Og opdage hvor lille afstand, der er mellem Cairos udkant og Verdens 7.  vidunder!!

Vi går en tur rundt om Keops Pyramiden.  Det vil sige….vi kommer ikke hele vejen rundt, for da vi runder det sidste hjørne, bliver vi mødt af en ung og meget snaksaglig mand. Han giver os en skarabæ “for good luck”.
Han fortælle os, at vi på vores billet kan gå ned i et gravkammer. Vi går derhen, men der er ingen andre mennesker end os og den unge mand. Vi vil vende om, men manden beder os pludselig om at tage et foto af ham…”for good luck”.

Da vi afslår, hidkalder han 2 kamelryttere, og alle tre opfordrer os nu meget bestemt til at fotografere dem.
Vi fortsætter bare tilbage mod menneskemængden og sikkerhed.
”Do you like the scarabe?”, spørger han så.
Næ, egentlig ikke.
Vi giver ham stenene tilbage og skynder os videre til turistmyldret…

Dét er et af deres tricks. Efter fotoseancen kræver de nemlig bakshish. Og vil man ikke betale, kan det være, man bliver spurgt, om man ka’ li’ sit kamera. Eller dét der er værre….

Et andet trick kan være, at de tilbyder gratis rideture på kamel. Det koster bare kassen at komme ned igen!

Vi finder ikke megen skygge. Det ville heller ikke hjælpe synderligt, for varmen har nu sneget sig op på 43°. Men Sfinksen venter på os ved indgangen til Faraoernes grave.
Den er større, end jeg troede, og inden vi smelter, stiller vi op til hinandens fotos.

Tutankhamon

Vi har allerede set meget her i den egyptiske hovedstad. Men vi mangler Det Egyptiske Museum. Her bliver vi tjekket i hoved og røv, før vi bliver lukket ind på området.
Vores dansktalende guide giver os en hurtig rundtur, mens han fortæller om alt det, han synes, er seværdigt.

Det vigtigste for mig er dog at se Tutankhamons gravskatte med den berømte guldmaske.
Inde hos Tut går vi i hver sin retning for ikke at stå i en kødrand af mennesker, der fotograferer. Sanne tager fotos af guldmasken, imens jeg ser på halssmykker. Lige indtil hun står ved siden af mig – bleg som et lagen.

“Jeg kom til at ta’ ét billede med blitz. Jeg glemte at ta’ den fra!”
Hun ved, at straffen er konfiskering af kameraet. Hun ser skrækslagen ud og forventer åbenbart, at en vagt vil slå kloen i hende hvert øjeblik, det skal være.
Det kan godt være, at vagterne ser barske ud, men de er nu ikke så meget anderledes end andre mænd.
En køn, ung vagt kommer hen til mig.
“No flash”.
Da jeg har lovet ham dét, forklarer han mig, at de nye regler siger, at jeg kun må fotografere, hvis jeg kysser ham først. Og hvis jeg går med ham hen i nærmeste uoplyste hjørne, vil billedet blive MEGET bedre!!!
Gavtyv 🙂

 

Bizar bazar

Åh, så er dagen endelig kommet for den helt store shopping i Cairos Khan Al-Khalili bazar !! Vi har virkelig holdt os tilbage med indkøb, men NU skal det altså være!!!
Det tager os noget tid at finde rundt al det lokale virvar, før vi kommer ind i selve hjertet af “suk’en”. Og da er vi allerede lidt trætte. Men trætheden forsvinder, da vi får noget koldt at drikke.

Vi har tre “must-buys:
Guldarmbånd, galabia og en vandpibe.

Vi starter derfor med en tur i “guldland”. Vi leder længe, men finder så endelig noget, vi begge er glade for.

Vi er faldet for den afslappede livsstil iført galabia; en lang kjortel til mænd Her må vi også ind i forskellige butikker for at finde de helt rigtige…

Sidste must – vandpiben – kan fås på hvert et gadehjørne. Det er svært at vælge, og det er svært at bedømme kvaliteten. Man ved ikke rigtigt, hvad man får, men man må sikre sig at få en masse udstyr med i prisen.

Og her oplever vi en sand egyptisk handel. Vi bliver gennet rundt i to butikker, mens den ene sælger finder alle tingene til os. Det tager noget tid, men endelig kan vi gå derfra med pibe, tobak, optændingsspand, kul og mundstykker..

Vi køber lidt flere småting, og slutter så af på Cairos – og Egyptens – ældste café, der hedder El Fishawy. Her sidder vi og ser på de gamle arabiske mænd og faktisk også kvinder, der alle er kommet for at få en pibe tobak.
Jeg vil vildt gerne fotografere, og det lykkes mig da også. Men da jeg vil tage billeder af de gamle folk, vifter de med hånden og ryster på hovedet. Det må jeg så acceptere…

Retur til storbyen

Tilbage i Cairo oplever vi den triumf at skulle vise chaufføren vej hen til vores hotel. Okay, så kender vi byen!!
Vi bruger den sidste tid på at gå rundt i gaderne og ”kikke færdigt”.
Om aftenen går vi i biffen. Det er åbenbart ikke så ofte set – at turister går i biografen. For de lokale kikker lige så meget på os som på filmen.
Det bliver sent, inden vi igen begiver os tilbage til hotellet. Men det gør ikke noget. Vi er på gåben, og gaden er fyldt med folk, der sidder og snakker, spiser eller spiller brætspil ved de små boder.
Normalt når man tænker på at gå rundt i Cairo efter mørkets frembrud, kan man godt blive lidt klam i hænderne. Men det er nu ikke tilfældet. Vi har begge to en sær følelse af at være hjemme og af at føle os trygge…underligt i denne ikke helt ufarlige hovedstad…

 

Ghostwriteren 1999