Beijing i sne

Jeg havde aldrig nogensinde været på en grupperejse med dansk guide. Det er for turistet for mig. Men jeg var ikke alene på turen, og min rejsepartner var ikke okay med at rejse så langt væk, uden ”der er tjek på det”.
I Beijing lufthavn blev vil mødt af en lille mand, der mindede om en krydsning mellem skuespiller Michael Caine og Julemanden. Han var freelance journalist for Kristelig Dagblad, bosat i Kina. Hans viden om byen, og hele landet, var imponerende. Det samme var hans talestrøm.

Vi startede hårdt ud i Det Himmelske Tempel allerede lige efter ankomsten.
I gamle dage kom kejseren til templet to gange om året; om foråret for at bede om en god høst og om efterår for at takke for høsten.
Templet er lavet udelukkende af træ og har været brændt ned tre gange. Senest for 150 år siden.

Martsvejret i Danmark var dejligt, da vi tog af sted. Men man kan aldrig vide med det lumske forår, så vi havde pakket både handsker og halstørklæder. Og godt det sammen, for næste dag sneede det! Det er sjældent, det sner i Beijing på denne tid!
Mønter og sedler o den lave ønskebrønd lå omgivet af grødis og de store fnug landede i mine øjenvipper.

Fred og forbud

Den Himmelske Fredsplads kunne i sin storhedstid rumme en million mennesker. Men nu er den delt af en vej. Og hvor der før var en mur omkring den, er der nu stærkt trafikerede indfaldsveje. Men fantasien kunne godt få mig til at se en masse blåtklædte kinesere stå side om side og lytte til citater fra Maos ”lille røde”.
Massakren i 1989 foregik ikke på Fredspladsen, som mange tror, men derimod i nogle nærtliggende gader. Man ved i dag ikke helt, hvorfor eller hvordan den startede. Eller hvor mange, der blev dræbt. Men det var mange.

Indgangen til Den Forbudte By er prydet af det store, berømte maleri af Formand Mao.
”Byen” er delt op i mange afdelinger med en kerne i midten – kejserens bolig – og flere gårde udenom.
Afdelingen tættest på kejserens var til embedsmændene. Dén udenom var til audienssøgende etc. Ingen almindelige mennesker måtte sætte deres ben i byen.
Inden for murerne ligner huse og gårde hinanden til forveksling. Jeg følte, at jeg havde været der før, når vi blev førte ind i endnu en gård.
Den eneste gård med lidt afveksling er kvindernes. Her forestiller vægmosaikkerne blomster i stedet for drager og krigere.

Overflod

Sommerpaladset var kejseren sommerresidens. Men enke-kejserinde Cixi har haft størst indflydelse her.
Den kejser, der overtog magten efter Cixis mand, fik hun afsat og smidt i et forgyldt fængsel inde på paladsområdet, så hun selv kunne få magten.
Enkekejserinden var et udpræget luksusmenneske. Det var i hendes gemakker, at Kinas første elektriske lampe blev installeret. Og til hvert måltid forlangte hun at få serveret 128 forskellige retter – nogle af dem bare for aromaens skyld! Den tiloversblivende mad var nok til at brødføde paladsets 3000 medarbejdere hver dag.

Inde på paladsets område ligger en meget stor, anlagt sø med en lille ø i midten.
728 m af strækningen langs søen er overdækket af en slags korridor med træværk i utrolige farver. 900 tværbjælker i loftet er bemalet med hvert sit smukke og unikke maleri.
I et hjørne af søen ligger et skib hugget ud af ét stykke marmor. Enkekejserinden fik en del penge af staten til at anskaffe en flåde. Hvad der skete med alle de penge, vides ikke. Men det eneste der minder om en flåde er dette ”skib”, der kom til at tjene som lysthus.

Udødelighedens Vej

I Ming-gravene ligger 13 af Kinas 16 kejsere begravet. For at komme ind til selve området, skal man forbi en portal, i hvis midte der står en kæmpe skildpadde, der bærer på en stor stensøjle, som holder portalen.
Det er kutyme at klappe dyret foran og bagpå, for i Kina symboliserer skildpadden et langt liv.

Bag portalen løber Udødelighedens Vej, som fører op til gravene. På hver side af den 800 m lange allé står 36 kæmpe stenfigurer – 24 dyr og 12 mennesker:
De fire løver – to stående og to knælende – symboliserer Kejserens ophøjede værdighed.
De fire kameler symboliserer Kejserens tunge byrder og lange rejser.
Derudover er der elefanter, heste og to slags fabeldyr.
Efter dem kommer fire generaler med sværd, fire embedsmænd og til sidst fire ministre.
Så tænker jeg også , at gravene er velbevogtede.

Hele denne vej minder til forveksling om egypternes Åndeallé, der fører op til Faraoernes grave.

 

6000 km mur

Der er flere steder, hvor man kan starte sin tur på den 6000 km lange, kinesiske mur.
Vi startede desværre i Badaling, der er et af de mest turistede steder langs muren. Langs den temmelig store parkeringsplads ved indgangen ligger den ene bod efter den anden helt op til Muren. Og de sælger alle samme de samme ting. Man kan undre sig over, hvordan de alle sammen kan løbe rundt. Også her hørte vi de allestedsnærværende ringklokker og tilråb. One dollar, one dollar. Men gudskelov kommer sælgerne ikke farende ud til én og hiver i ens ærme som andre steder i verden.

Hvis nogen tror, det er piece of cake at gå på Muren, tager de grueligt fejl. Den er så ujævn og stejl, at man flere steder må holde fast i sten eller hinanden for overhovedet at kunne komme frem. Og så hjalp det ikke synderligt, at der stadig var rester af sne på mange af trinnene.
Vi syntes selv, at vi havde masser af tid til bare at gå derudaf. Man skal bare huske på, at det tager mindst lige så lang tid at gå tilbage igen.

 

Endelig alene

Den guidede tur var kommet til sin ende. Men vi valgte at blive og kigge rundt på egen hånd. Og ét af de steder, jeg rigtig gerne ville se, var zoo. Også selvom jeg ikke er helt vild med at gå i zoologiske haver i fremmede lande. Jeg får det dårligt, hvis dyrenes tilstand eller forhold er dårlige.
Men i Beijing Zoo er der ikke noget at være nervøs for. Dyrene har det godt, af indespærrede dyr at være.

Ét dyr var vigtigere at se end andre; pandaerne. Trods den gode skiltning i hele haven, kom vi til pandahus bagom. Der lå to bjørne udenfor. De sov og så ikke på os. De havde ikke voldsomt meget plads, men alligevel nok for en zoologisk have.
Inde i pandahuset var det bedre. Som i vores danske abehuse var pandaerne her bag glas. Der var fem-seks stykker, og de så dejlig bamseagtige ud. Det hvide på dem var dog ikke helt så hvid, som jeg forestillede mig, mere gulligt. Men skidt med det. De svælgede i bambusplanter og så ud som om, de havde det godt.
Et stort minus var der dog det kinesiske publikum. Aldrig i mit liv har jeg oplevet mere egocentriske og ubehøvlede mennesker. Fædre med børn på armen hamrede og bankede på glasset for at få bamsernes opmærksomhed.

Inden hjemrejsen skulle vi nå at se det moderne Beijing i modsætning til alle de templer, vi havde travet tyndt.
Nordøst for Fredspladsen ligger den store forretningsgade Wanfuijing Street. Den er indbegrebet af det moderne liv og ligner shoppinggaden i en hver vestlig storby.
Lige bortset fra størrelsen af stormagasinerne. De har så mange etager, at man bliver svimmel af at lægge nakken tilbage og kikke hele vejen op.

Fordi vi fløj mod tiden hjem til Danmark, var det lyst hele vejen. Jeg fik ikke lukket et øje. Af ren kedsomhed stene jeg til skærmen i sæden foran mig, hvor jeg kunne se, hvad vi fløj henover nede på jorden.
Aldrig har jeg oplevet noget mere langstrakt, ensformigt og kæmpestort end Sibirien.

Ghostwriteren 2003