En tankevækkende udstilling i Texas

På Art Museum of Southeast Texas i Beaumont blev jeg ramt af en oplevelse, der har sat sig fast.
Blandt fotocollager og skulpturer stødte jeg på en filminstallation, der satte ord og billeder på en følelse, jeg ofte har haft svært ved at beskrive.

Filmen skildrede tre personer – en sort mand, en mexicansk kvinde og en jødisk mand – der hver for sig sang den amerikanske nationalhymne, skiftende billeder. Hånden på hjertet, lukkede øjne, de gjorde alt lige efter bogen. Bag dem begyndte råbene: “Skrid!”, “Fede ko!”, “Jødesmovs!” Jo højere råbene blev, jo mere blev deres forsøg på at synge afbrudt.

Det, der ramte mig, var ikke kun selve handlingen, men det forsøg, de tre gjorde for at føle sig som en del af dét, nationalhymnen lovpriser – brotherhood from sea to shining sea. Uanset hvor meget de prøvede, var det tydeligt, at de aldrig ville blive betragtet som “lige så amerikanske”.
Og det slog mig: Det er præcis den dynamik, vi har i Danmark. Vi deler os op i “os” og “dem”, og ofte er “dem” kun lige så meget mennesker, som “os” tillader.

Baggrundslydene i filmen – de grimme tilråb, som aldrig lod dem synge færdigt – mindede uhyggeligt meget om kommentarsporerne på de sociale medier. Hån, trolling og et konstant behov for at råbe højere end alle andre. Som en digital mur af modstand, der holder folk ude.

Jeg var tydeligvis rørt af filmen. Det lagde en af kustoderne mærke til, og kom hen til mig. Hun præsenterede sig som Maria, og spurgte, hvordan jeg havde oplevet filmen. Jeg svarede: “Hvis jeg skal sætte ord på, kommer jeg til at græde igen.” Og det gjorde jeg.
Det blev til en dybere samtale om, hvordan kunst kan åbne øjnene – også når det gør ondt. Maria bad om lov til at give min feedback videre til filmens instruktør, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.

Mellem kunst og selviscenesættelse

Filmen havde en genial kobling, fordi resten af udstillingen handlede præcis om det: Sociale mediers rolle som spejl og forstørrelsesglas for vores værste instinkter.
Hvor filmen havde vist os mobning i sin rå og analoge form, fortsatte udstillingen med at vise den digitale variant – selvpromovering, eksklusion og en konstant kamp om opmærksomhed.

En af de mest interessante kunstværker var en skulptur kaldet “The Blackest of Black”. Den var så interessant – må kunstneren have ment – at den slet ikke var synlig på udstillingen. For den måtte hverken kopieres, sælges på museum eller stilles op. Kunstneren bag virkede til at være så fuld af sig selv, at det næsten blev en del af værket.
Som modsvar havde en anden kunstner lavet “The Second Blackest of Black” – en billig version, som både var en tydelig del af udstillingen, og som blev solgt i alle tænkelige afskygninger.
Det kunne vel ses som en slags kommentar til selviscenesættelsen: Hvem ejer kunst? Hvem ejer sandheden?
Hvor filmen viste, hvordan fællesskabet bryder sammen, når vi konstant dømmer hinanden ude, handlede resten af udstillingen om, hvordan vi på sociale medier bygger en facade, der enten dominerer eller ekskluderer.

Nogle af de “priser”, der var blevet overrakt til “de bedste” på de sociale medier 

Vi var bare kommet tilfældigt forbi museet, og vi stoppede op, fordi jeg trængte til at se noget andet end highway’en.
Det blev en af de oplevelser, der ikke kun bliver siddende som et minde, men som får én til at reflektere over, hvordan vi opfører os som mennesker – i både store og små sammenhænge.

Disclaimer:
Det er ikke min intention at krænke eller fornærme nogen.
Beskrivelserne af de tre sangere er hentet fra filmen.