Krewe of Boo parade i New Orleans

Hvor er hun?!
Jeg kigger på den tomme plads ved min side, udvider mit synsfelt. Men jeg kan ikke få øje på hende.
Bag mig, på den anden side af parkeringspladsen, klukker Mississippi Rivers evigt aktive vand mod havnebassinet, faretruende. Hvor er Wencke?!
Jeg kalder på hende, skriger hendes navn, men min stemme drukner i larmen af hujende tilskuere til den årlige Krewe of Boo Halloween parade i New Orleans.

Vi har stået her længe. Så længe, at vi faktisk er blevet i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er hér optoget kommer forbi, for der er næsten ingen mennesker.
Men efterhånden møder flere folk op, og på en hotelbalkon over os på den anden side af vejen dukker en overdimensioneret lorteemoji frem. Den smiler ned til mig.
Langs fortovet står nu adskillige mennesker, overraskende mange af dem er udklædte i utroligt fantasifulde kostumer, bloddryppende, skeletraslende, frygtindgydende.
Kostumerne er virkelig opfindsomme, men dét, jeg synes, er mest uhyggeligt, er de enkelte masker, hvis påklistrede, stivnede smil clasher med festivitassen – hvide masker fra The Purge, Michael Myers, en baby med hugtænder og blod i mundvigen, Pennywise.
Mine døtre står helt stille ved min side med øjne på stilke. Jeg venter hvert øjeblik på, at de vil sige, at nu vil de gerne hjem til hotellet.

Halloween i New Orleans er fuld af traditioner. Vi gik så sent som i går rundt i de franske kvarterer og set, hvordan hver et hus, hver en smal gyde med respekt for sig selv er blevet pyntet op. Ikke med udskårne græskar, spindelvæv eller flagrende lagner, men med subtile hentydninger til det makabre. En fin lille dukke, der mangler et øje og har brækket sin porcelænsarm. En naturtro kopi af en sort mandsperson med sammenknebne øjne, hvis sprække kun lige afslører, at hans iriser er mælkehvide. En lavt gnækkende latter fra en skjult højttaler. Her har fantasien ingen grænser.
Men der var formiddagslys, gaderne var nærmest mennesketomme. Kun de sidste branderter slæbte sig hjem fra de mange fristelser i The Big Easy. Enkelte steder hørtes de sidste toner af festens pop-up jazzkoncerter. Ikke noget at være bange for dér.

Vores hotel ligger på det yderste hjørne af de franske kvarter, lige over for Louis Armstrong Park. Der ser langt mere tilforladeligt ud, end hvad jeg havde forestillet mig om New Orleans.
Conciergen, der tjekker os ind, er venlig og lun, stemningen er hyggelig. Jeg spørger ind til sikkerheden, som et aber dabei.
– I skal holde øje med jeres piger.
Ja, selvfølgelig. Jeg holder altid godt øje med mine piger.
Hotellet er en atriumgård med svalegange ud til en frodig gårdhave og en indbydende pool. Jeg er ikke urolig for poolen, eftersom pigerne sædvanligvis ikke gider bade uden mig som tilskuer.
– Det er ikke poolen, De skal være bekymret for, Ma’am. Det er parkeringspladsen.
Gårdhaven har flere åbninger ud til den tilhørende parkeringsplads. Jeg forsikrer conciergen om, at mine piger er gamle nok til at vide, at de ikke skal løbe ud til bilerne.
– Det er ikke, at pigerne går ud, De skal bekymre dem om. Det er mere, hvem, der kommer ind.
Tager han pis på mig? En lille halloween spøg?
– No, Ma’am.
De før så varme øje er blevet kolde, af frygt.

En eftermiddag, hvor vi voksne skulle på gåtur langs Mississippis havnefront, rådførte jeg mig hos samme concierge. Kunne vi lade pigerne blive alene hjemme? De gad ikke tage med.
– Hvis De instruerer Deres døtre om, at de kun må åbne for nogen, de kender, og at de skal sætte kæde på døren, så snart, I er gået, skal de nok være allright, Ma’am.
Vi instruerede pigerne grundigt og gik. Men jeg kunne ikke slippe konspirationsteorien om, at conciergen jo vidste, at pigerne var alene. Og ham kendte de jo.

Folkemængden langs den afspærrede hovedvej bliver tættere og tættere. Godt, vi kom i god tid og har frit udsyn til den forbipasserende parade.
Gående, dansende, stolperende folk kommer tæt forbi os. Deres udklædninger er gennemførte, og det ene tema er mere fantastisk end det andet: Klovne, varulve, voodootroldmænd, skeletter, begravelsesoptog, zombier.
Jeg holder øje med pigerne. Deres munde står let åbne, øjne stråler. Deres hænder er fulde af slik, farvestrålende Mardi Gras-halskæder, kager, plastikkrus og andet gøgl, som passagererne på optogets proppede lastbiler smider ud til publikum. Jeg gentager min formaning til pigerne om at blive stående og kun forlade deres pladser mellem os voksne for at tage de godter, der lander lige foran dem.
Det er det rene slaraffenland, stemningen er god. Man kunne næsten bilde sig selv ind, at vi stod midt i børnevenlig Tivoli.

En sort lastbil kommer trillende forbi. Der er i modsætning til de andre vogne helt stille på ladet. Ingen af passagererne smiler eller vinker, mens de smider deres slik ud til os. Selv slikken adskiller sig fra de andres, lidt større, lidt mere farvestrålende. Jeg gyser af spænding, og min fantasi løber lidt af med mig. Jeg vender hovedet halvt om mod Wencke og råber til hendes gennem menneskelarmen, at de godt nok ser uhyggelige ud. Hun svarer ikke. Jeg vender hovedet helt. Men hun står ikke længere ved min side.

Jeg vender mig mod de to andre. Har I set Wencke?! De ryster på hovedet, øjnene er skræmte.
Wencke! Wencke!
Jeg får intet svar.

Mens jeg braser ind gennem menneskemængden, bliver jeg alt for opmærksom på de sorte, lukkede varevogne, der står på parkeringspladsen. Dén lille del af klarhed, min hjerne stadig formår at holde fri for frygt, gør mig opmærksom på, at varevognene ikke kan komme ud fra pladsen og køre væk på grund af menneskemængden.
Mit hjerte fryser til is, da jeg bag de parkerede biler, hører både speede op og forsvinde op ad den kulsorte Mississippi River. Havde der været plads til, at jeg kunne bøje mig forover, havde jeg kastet op lige dér, for fødderne af de udklædte tilskuere, der ikke ænsede hverken mig eller mit forsvundne barn.
WENCKE!! Jeg braser febrilsk ind i folk.

– Mor?
Jeg hører stemmen langt væk og vender atter hovedet væk fra mængden, ud mod floden, mens en indre film toner frem: min smukke, lyshårede datter, der af mange fremmede arme bliver holdt fast på hænder, fødder, mund og slæbt ned i kahytten på en båd i fart. Jeg ser hende aldrig mere.
– Hvad er der, mor?
Men dér står hun, lige foran mig, med en fyldt pose i den ene hånd og én af de sært farvestrålende slikkepinde fra den sorte lastbil i den anden.
– Se, hvad jeg fik, mor! Den lå bare dér, og den var ikke engang smadret!

Griner jeg? Skælder jeg hende huden fuld for at have trodset mit forbud? Jeg ved det ikke.
Men jeg græder i hvert fald, så voldsomt at folk nu pludselig bliver opmærksomme på os og giver os plads til at komme tilbage til de to andre, som holder skansen, hvor jeg forlod dem.

Hjemme på hotelværelset bliver aftenens fangst bredt ud på sengen. Begge piger smiler stolt og fordeler fangsten mellem sig.
Alle sover tungt. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde bliver i stand til at falde i søvn igen.