Tidsløse Mont Saint-Michel

Jeg havde allerede fået mit første glimt af Mont Saint-Michel, da vi ankom til området i går. På vejen langs kysten tog jeg mange billeder af øen i det fjerne, billeder, hvor afgrøderne på markerne mellem vejen og havet stod som fartstriber i forgrunden. Hvornår kan man tage det perfekte foto? Kommer vi overhovedet tættere på?
Fra campingpladsen ved kysten kunne jeg se øens silhuet langt ude i horisonten. Selv på afstand stod den som et majestætisk vartegn, der hævede sig op over de flade landskaber.

Før vi begiver os over broen, der forbinder fastlandet med Mont Saint-Michel til selve øen, tager vi en lille afstikker ned under brokonstruktionen. Dernede kan man virkelig mærke, hvor gennemtænkt denne moderne forbindelse er. Ikke blot som en praktisk nødvendighed for de boende og tusindvis af besøgende, men også som en arkitektonisk løsning, der lader tidevandet fortsætte sin naturlige gang. Som at stå under Storebæltsbroen i miniformat.

Tidevandets magt

Selvom havet omkring Mont Saint-Michel er kendt for sine dramatiske tidevandsskift, er der ikke meget vand at se på den dag, og jeg tænker på, om jeg mon skulle have vovet pelsen og være gået over havbunden selv – selvom de anbefaler, at man går med en guide? Det er en fascinerende tanke, at tidevandet gennem historien har fungeret som en naturlig forsvarsmekanisme, der gjorde det næsten umuligt for fjender at erobre øen, når vandet nåede sit højeste.

Selvom det ser ud som om vandstanden kun stiger langsomt, er der hele tiden tryk på de små bække, der pludselig udgør hele havet. Det understreger bare, hvordan Mont Saint-Michel både er isoleret og alligevel tæt forbundet med fastlandet. Selvom jeg ikke er vidne til de store ændringer, er det let at forestille sig den kraft, havet besidder her.

Gennem de smalle gader

Da jeg begynder min opstigning gennem de stejle, smalle gader på Mont Saint-Michel, føles det som en rejse tilbage i tiden. Den første gade, vi kommer til, er dog overfyldt med souvenirbutikker, caféer og deraf turister. En kommerciel forpost til den egentlige oplevelse længere oppe. Men så snart vi fortsætter videre op, begynder øens sande karakter at træde frem.

De gamle stenhuse, små gyder og trappetrin gør, at jeg langsomt glemmer menneskemængden under mig og i stedet bliver opslugt af stedets historie. Hver eneste sten under mine fødder synes til at fortælle en historie om de mange pilgrimme, soldater og handlende, der gennem århundreder har gået samme vej op, op.
Øverst på øen hæver Mont Saint-Michel klosteret sig som en spids krone – som et vidne til dets historiske rolle som et religiøst og kulturelt centrum.

Mødet med kunstneren

På min tur gennem Mont Saint-Michel støder jeg på et lille atelier, hvor man nærmest er i tvivl om, man må gå ind, for det ligger inde i en lille gårdhave.  Jeg sniger mig til at kigge ind gennem et åbent vindue. Og dér sidder en kunstner fordybet i sit arbejde. Hendes lærreder er fyldt med forskellige udgaver af øen – nogle fanger Mont Saint-Michel badet i morgenlys, mens andre nærmest er en lille tegnefilm om livet i havbunden. Det er tydeligt, at hun har et særligt forhold til øen og dens mange ansigter.
Jeg spørger ind til hendes malerier, og hun lader mig tage et billede af hende, mens hun arbejder – på betingelse af, at jeg sender det til hende senere.
At se hende male Mont Saint-Michel giver mig en anden dimension af øen; den atmosfære og det helt særlige lys. I hendes billeder er øen ikke bare en turistdestination, men et levende landskab, der konstant ændrer sig med vejret, lyset og tidevandet.

Mont Saint-Michel i dag

Selvom Mont Saint-Michel er fyldt med historie, er det også en levende del af nutiden. Øen er en af Normandiets største turistattraktioner, der tiltrækker millioner af besøgende hvert år.​
Men netop denne turiststrøm skaber også udfordringer. Øens smalle gader kan let føles overfyldte, især i højsæsonen, og det kræver garanteret konstant vedligeholdelse at sikre, at øens unikke miljø bevares.

Samtidig fortsætter Mont Saint-Michel med at være et religiøst symbol. Klosteret fungerer stadig som et åndeligt samlingspunkt, og enkelte medlemmer af en religiøs orden bor på øen i dag. Det giver stedet en særlig blanding af liv – en balance mellem det travle turistliv og de få, der fortsat lever deres hverdag i skyggen af øens historiske mure.
Mens jeg går rundt og kigger på den imponerende bygning, får jeg øje på en nonne, der er på vej ned ad en trappe. Hun sætter sig på et højt trappetrin, lidt afsides. Hendes lange, lyseblå kjole, den hvide hovedbeklædning, de brune lædersandaler, helhedsindtrykket gør mig nysgerrig, for jeg ved, at hun hører til hér. Jeg forsøger at finde mod og tager endelig det første skridt i hendes retning for at hilse på hende. Men da hun tager en mobiltelefon op af sin kjolelomme og begynder at scrolle op, op, ved jeg, at jeg har forspildt min chance.

Da jeg stopper på broen ind til fastlandet og kigger op mod Mont Saint-Michel for sidste gang, bliver jeg ramt af en følelse af vemod, en længsel efter roen. Øen har gennem århundreder bevaret sin mystik og kraft, mens den har tilpasset sig verden omkring den. Selvom tidevandet ikke viser sig fra sin mest dramatiske side under vores besøg, minder øen mig om, hvordan naturen og mennesket er vævet sammen her – gennem tidevandets rytme og de få mennesker, der kalder stedet hjem.