Plitvice Lakes Nationalpark, Kroatien

Vi så vandfaldet med det samme, min rejsemakker og jeg. Vi kiggede på hinanden.
”Var det det? Var vi kørt 2,5 timer gennem hårnålesving i de kroatiske bjerge for dét? Hvad skulle vi så vandre rundt for?”
Men vi var nysgerrige på mere.

Vi kunne vælge en af de tre korte ruter på ca. 3 km, som horden af turister med hvide sko, Gucci tasker og selfiestænger gik. Eller vi kunne følge efter dem, der med vandrerygsække og store støvler gik den 15-21 km tur, som er den længste, afmærkede tur i parken, hvor kun 1 % af området har afmærkede ruter. I resten af parken lever der blandt andet bjørne, ulve og giftige hugorme.

At følge de andre ”rigtige” vandrere viste sig at være et godt valg. For det vandfald, vi så som det første, er hverken det største eller flotteste i nationalparken,
”Nu kan det da ikke blive smukkere”, tænkte vi, hver gang vi var vandret op til et nyt niveau med endnu en blågrøn sø.
Men vi tog fejl. For hver sø havde sin egen charme og vandfald, store, smalle, brusende, dryppende, for ikke at tale om flagermusgrotter og små øer med kvindenavne.

Der er ingen tvivl om, at det er “Det store vandfald” i parken, der hitter. Det er hér, dagsturisterne valfarter til.
En horde af mennesker indtog i skarp konkurrence med hinanden de bedste, mest velplacerede positioner til de uundværlige selfies – enkeltvis, parvis, familievis.
Vandfaldet gjorde sit for at brøle, men blev overdøvet af menneskehavet.
Det var svært at finde et sted, hvor man kunne nyde udsigten, tage dette smukke vandfald ind. Og den slags var vist heller ikke populært, når man så, at alle andres blikke var hæftet med de små skærme i deres hænder.

Op og op gik det. I alt er der ti niveauer med søer, hvis vand er så klart, at man bilder sig ind, at man kan se helt ned til bunden på op til 24 meter dybe. Ørred-lignende fisk nappede i overfladen, og væltede træer var grobund for miniaturealger.
Nogle steder var vi så tæt på vandet, at det var mere end fristende at smide støvlerne og lade det iskolde vand svale vores fødder. Men det er ifølge Unescos bestemmelser strengt forbudt at røre ved endsige dyppe sig i vandet. Og vi har da heller aldrig oplevet så rent og pænt et sted.

Vi brugte en hel dag i parken, og den var absolut den lange køretur på 2,5 timer (hver vej) fra Opatija, hvor vi boede, og de 40 euro i entré værd.
Jeg tror, vi var de sidste, der forlod området, da parkens ind/udgange lukkede. Og det var med nød og næppe, jeg kunne slæbe mig op ad asfaltvejen, op af trapperne i picnic-området og tilbage til bilen.

Bonus info:

Hvis man kun kommer for at se ”det store vandfald” og alle selfiestængerne, skal man parkere ved Entrance 1, der ligger tæt på den tilhørende parkeringsplads.
Kommer man inde fra parken er det ved Entrance 1 muligt at gå ”ud” af parken og ind igen på samme billet, hvis man vil proviantere. Det er også her, der sælges rygsækmærker med parkens motiv.
Hvis man vælger at vandre ”det hele”, skal man vælge rute K. Hvis man undervejs får nok, kan ruten ved flere sø-niveauer afkortes – derfor 15-21 km.
Vær dog opmærksom på, at hvis man vælger Entrance 2, skal man ikke starte turen med at sejle over søen, eftersom ruten er ”ensrettet”, og man derfor kun kan gå ruten ”mod uret”.
Parkeringspladsen ved Entrance 2 ligger ca. 1 km fra selve indgangen, der til gengæld byder på et smukt, fladt picnicområde.
Der findes shuttlebusser som en del af indgangsbilletten. Vi brugte dem ikke, så jeg har ingen info om hvilke strækninger, de dækker.