Učka Nature Park, Kroatien

”Hvad vil du anbefale? Ska’ vi ta’ til Vojak og tilbage hertil? Eller ska’ vi ta’ Sedlo med på vejen?” Medarbejderen bag skranken i Poklon Visitor Center så helt skræmt ud.
”Uh, nej…der er alt for langt til Sedlo”, svarede hun.
Okay. Det kunne min rejsemakker og jeg så ikke se skulle være et problem, for den ene ruter er 7 km retur til centeret og den anden er 8,4. Og dét er jo nærmest same, same.
”Lad os se på det, når vi når Vojak, og så ta’ den derfra”.

Skiltet ved start siger halvanden time til Vojak-tårnet toppen – piece of cake…eller noget.
For så gik det ellers opad. Og opad. Vores tanker gik til de strømlinede træstier hen over søerne i Plitvice Lakes Nationalpark

Lejlighedsvise åbninger i de ellers tætte trækroner teasede os med glimt af den udsigt over Adriaterhavskysten, som vi var blevet sat i udsigt, når vi ankom til toppen af bjerget.
Flere gange måtte vi stoppe for at få pusten og ryste syren ud af benene. Og lige så mange gange måtte vi lede efter kræfterne til at fortsætte.

I en skovlysning med bænke og infotavler om flora og fauna stod der på et skilt, at vi nu var halvvejs og havde 45 minutter til toppen.
Vi kiggede vantro på AllTrails-appen, der fortalte os, at vi havde gået i halvanden time.
Var vi gået i ring? Nej, der ér kun den ene sti – der i øvrigt er godt afmærket.
Og i dét sekund, det gik op for os, at vi skulle samme vej tilbage, ned, ned, ned, var vi på nippet til at slå lejr lige der i skovbunden og blive for evigt.

På vandreapp’en havde vi læst følgende anmeldelse af ruten:
”Er det en hård tur? JA – ABSOLUT! Er det dét værd? JA – ABSOLUT!”
Og efter at være kommet ud af skoven og have slæbt os de sidst 300 meter op ad asfaltvejen, måtte vi give anmelderen ret:
Udsigten fra det højeste punkt i Istrien var bjergtagende, og vi fandt trods alt kræfter til at klatre op i Vojak-tårnet og tage det hele ind – samtidig med at vi forsøgte at lukke tanken om nedstigningen ude.

En asfalteret vej går helt nede fra de kroatiske badebyer, op forbi besøgscenteret og helt op til tårnet. Den er væsentligt længere med sine mange snoninger end den stejle vandretur op og ned ad bjerget. Alligevel var vi fast besluttede på at gå dén vej ned, for vi orkede ikke den stejle klippenedstigning.
Mens vi gik, sendte vi en venlig tanke til Gitte Holtze og hendes overbevisning om, at ”The Trail Provides” – altså at dét, man har brug for, vil dukke op på ruten.
Kort tid efter stoppede en bagfrakommende bil, og chaufføren spurgte på et sprog, vi ikke forstod, om vi ville have et lift ned til byen.
JA TAK – ABSOLUT!
Og så gemmer vi Sedlo til en anden god gang.