På jagt efter rav
Det blæser en halv pelikan derude ved Vesterhavet. Men dét ved man jo. Den blændende efterårsferiesol, der spejler sig i det tilbagetrukne vand, har lokket en hel del mennesker ud på opdagelse ved Blåvandshuk.
Jeg selv har travlt med at fotografere en nøgen gren, der er en perfekt forgrund til et gruppebillede af en flok havfugle.
Med enden i vejret er jeg på jagt efter den bedste vinkel. Og i denne position får jeg øje på en sigte, der skraber hen over havbunden, på jagt efter noget helt andet end mig.
Mandens rolige og alligevel søgende bevægelser og måde at svinge skaftet med sigten ned over det våde sand på, fortæller mig, at han ikke er sulten som dagsturisterne, der sandsynligvis også er på jagt.
Manden ser hjemmevant ud, helt uden forventninger. Og dét er der en grund til.
Da Thomas Ravn Pedersen for 44 år siden var værnepligtig, gik han vagt ved netop denne strand, når der var skydeøvelser. Det var hans opgave at forhindre folk, der havde overset den hejste, røde ballon, i at nærme sig området.
Da stranden ved Blåvandshuk er meget bred og overskuelig, og han altid nemt kunne se, at der ikke var et øje på gale veje, tog han en dag jeepen fra udkigsposten ned til vandkanten. Han hoppede ud af køretøjet, og lige dér faldt hans øjne på noget af en skat.
Han samlede en del af høsten og lagde den i sine lommer. Da hans overordnede pludselig viste sig, sprang han op i jeepen og kørte tilbage.
Blandt de karamelfarvede ravklumper var der én, som var betragteligt større end de andre. Og smukkere.
– Den fik jeg slebet og indfattet til et smykke til den kvinde, der senere skulle blive min kone, fortæller Thomas med slet skjult kærlighed.
Min fars moster Irene havde et sommerhus på Fanø, da jeg var barn. Hendes yndlingssommeraktivitet var at samle rav. Hun havde endda sin egen ravslibemaskine og sleb for andre fannikker. Jeg var både uforstående overfor og fascineret af hendes hobby. Hvorfor gide at bruge timer og atter timer på at lede efter rav? Det er jo ikke som at panne guld.
Ravs værdi er lav; 1 kr. pr. gram for små stykker og 25 pr. gram for store klumper. Og da rav er forstenet harpiks, er det ikke vægten, der tynger. Men hvorfor så lede så ihærdigt efter det?
Thomas har rejst meget. Men han vender altid tilbage til Blåvandshuk, hvor han og hans kone for mange år siden købte et hus. Og nu går han altså her med sin sigte.
– I dag er det godt ravvejr, fordi det er efterår. Ellers er det bedst om vinteren.
Jeg smiler, uvidende, og han fortsætter.
– Vand er tungest ved fire grader. Har du ikke lært dét i skolen?
Jeg ser for mig, hvordan de lette, røde ravklumper surfer på toppen af de vintertunge saltvandsbølger, helt ind på stranden, hvor de lægger sig til rette under havtransporterede træstumper og øer af tang og leger skjul, indtil nogen med en sigte på et langt skaft kommer forbi og råber ”fundet”.
Der er ingen tvivl om, at Thomas ved, hvad han taler om. For hjemme i huset ved havet har han to krukker med rav; én til store klumper rav, han har fundet, og én til små klumper.
– Mine børnebørn tager ravet ud, kigger på det, leger lidt med det og synes, det er smukt, siger han, mens han trykker på sin mobile. Kort efter viser han mig et billede af to stykker rav, han fandt hernede dagen før. Et mørkt og et mælkeagtigt stykke, hver på størrelse med en femkrone.
Selvom de, da billedet blev taget, lige var hevet op af sandet, ser de meget slebne ud. Men det er vandet og sandet, der i løbet af rejsen ind mod land har skurret de værste kanter af dem.
Jeg synes, de er smukkere sådan, end hvis de var blevet slebet på en maskine.
Min farmor havde en halskæde med identiske runde ravperler. Jeg har altid troet, at de var uægte.
Nu er jeg ikke helt sikker.
Da jeg siger farvel til Thomas, fortsætter han sin rolige jagt.
Jeg går tilbage til grene og fugleflokken, der pludselig ikke længere er grunden til, at jeg har enden i vejret.
