Sinthu og undertegnede i den indiske restaurant Curry Leaves i Sønderborg

Sinthus Indien i Sønderborg

”Desværre. Der er ingen ledige borde i dag.”
Kvinden under det skrå hårnet smiler undskyldende, selvom man tydeligt fornemmer hendes bestemthed.

Dagen efter prøver vi igen og er heldige. Der er et ledigt bord, klokken 19.30.

En gylden gudinde med en lotusblomst strakt frem i hænderne tager imod ved i indgangen. Jeg smiler allerede. Her føles rart.

Selvom min mave knurrer voldsomt efter en lang vandretur på Gendarmstien, kan jeg ikke helt finde begejstringen frem over de spændende retter i buffeten. Ikke på grund af deres udseende eller duft. Mere fordi min hals brænder, meget.
– Hvis du har halsbrand, har jeg noget, du skal prøve. Men først ska’ du ha’ noget vand, insisterer værtinden, der går ud i køkkenet for kort efter at vende tilbage til vores bord.
– Halvt koldt vand, halvt kogende vand. Drik!
Jeg tager en god slurk af vandet, og mærker en følelse af velvære strømme igennem mig. Jeg havde faktisk glemt, hvor godt varmt vand smager. Jeg fortæller værtinden, at sidst, jeg drak varmt vand, var på en rundrejse i Sri Lanka. Hendes øjne smiler.
– Jeg er fra Sri Lanka, fra Jaffa. Har du været dér? spørger hun forventningsfuld.
Jeg må skuffe hende, har ikke været nordpå i landet, men mens jeg nævner steder, jeg har været, og ting, jeg har set, lyser hendes ansigt op i et stort smil.

Sinthumathy Sivakumar, som værtinden hedder, flygtede som barn med sin familie til Indien. Her blev hun uddannet elektronikteknikker, og efter at være flyttet til Danmark, arbejdede hun på Siemens indtil 2013.
Hun fandt sig ikke til rette i de forskellige jobs, hun havde efterfølgende, så hun og hendes mand valgte at åbne en indisk restaurant i Sønderborg.

Det indiske køkken lå lige for, men ingen af dem havde haft restaurant før. Parret blev enige om at give restauranten to år, men da de havde været i gang i 15 måneder, var det blevet for hårdt, så de besluttede sig for at lukke den. Men de fik modstand på dén beslutning.
– Vores børn spurgte, hvorfor vi ville give op? I har altid sagt til os, at vi skal fremad, fremad, sagde de til os, fortæller Sinthu, som hun kalder sig selv.
Hun og hendes mand satte sig ned den aften, da børnene var kommet i seng, og tog sig en lang snak.
– Og så blev vi enige om at gå efter vores drøm og vise børnene, at det kunne vi godt. Og nu har vi haft Curry Leaves i ti år.

Restauranten, der ligger ved havnefronten, er på ingen måde prangende set udefra. Men maden er så gennemført lækker, at stedet i 2022 vandt Scandinavian Business Award for Bedste Indiske Restaurant i Danmark.

Jeg har drukket mit vand, og Sinthu stiller to snapsglas foran mig. Indholdet i det ene er mørkegult, det andet er mælkehvidt.
Den mørke mango kan jeg ikke lide, og lader glasset stå. Men den lyse kulfi milkshake med smag af pistacie, mandler og kardemomme kurerer min halsbrand på få øjeblikke.

Nu er jeg klar til mad. Men Sinthu har mere på hjertet.
– De vil ha’, at vi laver Michelin-mad her i køkkenet. Men det vil vi ikke, for det vil kræve alt for meget og være alt for stressende. Vi er tilfredse med dét, vi laver nu, siger Sinthu bestemt.
Mine tanker går til Michelin-restauranten længere nede på havnefronten. Den slags er slet ikke min stil. Jeg foretrækker autentiske hverdagsretter, så jeg er kommet til det helt rette sted

Henne ved buffeten står Sinthu klar. Med ord og fagter forklarer hun i hvilken rækkefølge, man skal spise maden. Fra mild over spicy.
– Ta’ ikke for meget af de midterste. Og hvis I absolut vil smage de stærke retter, så hold jer til kødet, saucen er alt for stærk, advarer hun – og med rette skal det vise sig senere, hvor sveden springer på panden af min rejsemakker.

– Både min mand og mig laver maden ude i køkkenet. Men når klokken bliver 17, kommer jeg ud af køkkenet og servicerer kunderne, for de forventer, at der er nogen, der kommer og snakker med dem og fortæller, hvad det er for noget mad, de kan få, siger hun.
Jeg har aldrig oplevet så nærværende en værtinde. Meget interesseret i, at vores oplevelse skal være så fantastisk som mulig – halsbrand eller ej. Hun er nysgerrig på en charmerende måde, når hun spørger ind til os. Og måden hun hele tiden siger vores navne på, smager på dem, får os til at føle os, som var vi på besøg i deres private hjem.

Både min rejsemakker og jeg er fuldstændig enige i, at dette er den bedste indiske mad, vi nogensinde har fået. Ikke mindst takket være den glans, som Sinthu kaster over den.