Hverdagen i Beijing
Udenom Det Himmelske Tempel er der en park, hvor kineserne ynder at komme og hygge sig eller lege med deres børn – eller barn, for de fleste familier accepterer landets etbarnspolitik.
Langs Den Lange Korridor op til templet sidder pensionister og spiller kort. Pensionsalderen i Kina er 55 år, men selve pensionen er meget lav!
Hvis man ikke er den store spillefugl, kan man give sig til at synge eller spille musik på deres særlige guitar/violin/sav-instrumenter, der giver en pibende lyd. Eller synge med deres utroligt høje stemmer.
En veninde havde hjemmefra sagt, at jeg skulle tjekke, om det er sandt, at de kinesiske børn går med røven bar og kan skide, hvor de vil.
Det virkede lidt langt ude. Og jeg havde faktisk glemt alt om det. Lige indtil jeg ser et barn på sin mors arm. I den lille buksebag er en slids fra linning til skridt. Og igennem dén kan jeg skimte to små nøgne baller!Det er så underligt og hold kæft, hvor må det dog være koldt for børnene!
Skrig og skrål på scenen
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kan forvente under besøget i den kinesiske opera.
Forestillingen starter med en lille koncert. Derefter kommer en konferencier og fortæller – på gebrokkent engelsk – lidt om de to brudstykker, vi skal se. Og så går selve operaen ellers i gang.
Første stykke handler om en konge, der skal i krig. Han taler – eller synger – afskeden til sin dronning. Jeg får et mindre chok, da det begynder. Måske jeg havde forestillet mig en blid start. Men nej.
Sangene – eller skrigeriet – er dårligt oversat til engelsk og skrevet på to storskærme i siderne af scenen, så udlændinge kan følge med. Forestillingen er en sær blanding af sang og sværddans.
Andet stykke handler om Abekongen, der skal slås med 18 af fjendens mænd. Og denne gang er det en blanding af komik, selvforsvar og akrobatik. Og det er meget langtrukkent, for han er i kamp med alle 18 efter tur.
Hverken på film eller i operaforestillinger kan fjenderne åbenbart finde ud af at angribe samtidig. Og kun derfor vinder helten. Altid.
Beijings slum
Hutong’er er små huse i hovedstadens slum, hvor størstedelen af befolkningen tidligere boede. Men nu hvor Beijing skal være ih så moderne på grund af OL i 2008, bliver større og større dele af disse områder jævnet med jorden, og indbyggerne genhuses i moderne bygninger – hvis de da har råd!
Vi bliver inviteret indenfor hos en enke. Jeg må sige, at hun ikke er helt så fattigt, som jeg havde forestillet mig. Der er både ovn, vaskemaskine og køleskab i det lille hus. Men det tror da pokker. Hun får jo penge, hver gang der kommer turister, som vil se ”det virkelige liv” i Beijing.
Men hun er sød og meget villig til at fortælle. Hun svarer på alle vores spørgsmål. Hun har været enke i ca. 30 år. Og hun får besøg hver dag til middag af sin søn og svigerdatter. De middage er dét, hun bruger sine penge på. Og hun glæder sig hver dag.
Desværre er hun en af dem, der skal flyttes ud af hutong’erne og hen i moderne boliger…
Børneliv
Børnene i den lokale børnehave er delt op i alder. Hver aldersgruppe i hver sin afdeling. I afdelingen for de mindste børn kikker jeg ind ad vinduerne. Her sidder børnene på hver deres lille stol langs væggen og laver… ingenting. Kun ét barn ad gangen får lov til at udfolde sig på en plastiktraktor nede på gulvet. De andre ser på.
Pludselig stiger en af børnene ned fra sin stol. Han vender ryggen til vinduet og sætter sig på hug, så man kan se den bare numse gennem slidsen i bukserne. Så tisser han, hvorpå han kravler tilbage op på stolen. En af medarbejderne tager en klud fra en spand med vand, der står på gulvet, tørrer pytten op og smider kluden tilbage i spanden.
I næste afdeling sidder de lidt større børn og leger med Lego. Det første, der slår mig, er stilheden. Selvfølgelig taler og ler de som andre børn. Men lydniveauet er helt nede. Det er dybt imponerende. Og hvor er de kære de små unger.
I gården er en flok lidt større børn ved at sjippe. Alle sammen. Ikke én laver noget andet. De øver og øver. Vi bliver enige om at synge en dansk børnesang for dem. En vittig gut forslår ”Tre Små Kinesere”. Trods latterudbrud vælger vi ”Lille Peter Edderkop”. Børnene klapper, griner og kvitterer med den kinesiske version af samme sang.
Tea for two
Intet Kinabesøg uden en te-ceremoni.
Der er mange mennesker i tehuset – både lokale og turister. Hvert selskab bliver vist ind i et lille lokale med en masse stole og et træbord.
Små, kønne, kinesiske kvinder demonstrerer flere forskellige te-sorter. Vi hører om konsistens, aroma, farver, medicinske egenskaber og meget mere, før vi alle får en smagsprøve på hver te.
Det er hyggeligt omend noget kommercielt. Demonstratricerne glemmer naturligvis ikke at nævne, at nok er nogle te-sorter dyre, men de holder læææænge og er meeeeget sunde. Og desuden fås de kun i netop dette tehus. Men hvis vi køber for så og så mange kroner, får vi en lille gave med.
Og hvis vi lægger endnu flere penge i deres forretning, får vi sørme også en tekande med små kopper til.
Potensforlænger
Beijing er også shopping på et stort indendørs marked, der bugner af fisk i underetagen. Mange store fisk i meget små akvarier. Ål i stimer i små akvarier. Rødfisk lag på lag. Dyrplageri? Ja, men de bliver jo købt ind til en eller anden families middagsmad.
I en anden afdeling står mange bure med kulørte slanger. Hvad de skal bruges til, kan man kun gisne om. Men med kinesernes hang til overtro, kan man godt foranlediges til at tro, at slangerne skal ofres for mændenes potens – eller mangel på samme…
I helseafdelingen er der flere eksempler på ovenstående. Nemlig tørrede søheste, kaninpikke og diverse pulvere.
De små kinesere kikker på min rejsepartner og hans skostørrelse 47, som er han Verdens største mand. Han vil gerne købe, og de vil gerne sælge.
De viser ham derfor forskellige sko. Nej, de skal være større! ”Vi har større. Vi har større”. Og så giver de ham størrelse 40. Han løfter benet op til deres bod, peger på de sko han har på. ”Så store. Og sorte”. De måber. ”Vi har, Vi har”, bliver de ved at sige. De leder og leder og finder til sidst det helt rigtige; et par blå kondisko i størrelse 42.
Jeg er helt færdig af grin over situationen. Min partner er bare irriteret over, at de ikke fatter, hvad han vil have. Men de har bare ikke så store sko. Ingen i Kina har så store fødder undtagen deres basketball hold. Og de køber nok ikke deres sko på et billigt marked!!
Ghostwriteren 2003
