Bibliotekschef Anni Jensens sommerspot på Sydlangeland

Bibliotekschefen på Rudkøbing Bibliotek, Anni Bagge Jensen, snakker uafbrudt. Og hun ved det godt. Der er bare så mange historier, som er vigtige for hende at fortælle omkring livet i en lille landsby i 1970’erne. Det er tydeligt, at hendes hjerte stadig banker for området i hattebakkerne, hvor hun voksede op.

Som barn boede Anni i et lille husmandssted, der også havde været hendes fars barndomshjem. Hendes bedstefar var fisker, men ville hellere arbejde med landbrug. For hendes far var det omvendt. Bedstefaren havde en såkaldt ålgårdsret, der gav ham tilladelse til at opsætte åleruser. Den overtog Annis far.
– De var meget eftertragtede, de ålegårdsretter. Det var dem, der gjorde forskellen på, om vi havde en god eller en knap så god juleaften. For der var mange penge i efterårets blankål, fortæller Anni Bagge Jensen.
Et stenkast fra barndomshjemmet ligger en lille hytte, der – dengang som nu – fungerede som fiskerhus. Selvom den ikke længere er i familiens eje, har Anni Bagge Jensen stadig lov til at komme der. Og når hun sætter sig på den lille træbænk foran hytten med udsigt over havet, tænker hun uvilkårligt tilbage på sin barndom. En tid med hårdt landbrugsarbejde, men også en tid fuld af frihed – og hemmeligheder.

Frihed i bøgerne

Annis mor gik hjemme og passede gården, indtil Anni var omkring 12 år. Tit cyklede Anni til stranden og læste ”De fem på Nye Eventyr”. Eller badede, helt alene.
– Livet herude var forbundet med meget frihed. Men det var også ensomt en gang imellem. Jeg var den yngste i landsbyen og havde ikke nogen at være sammen med dér. Derfor kastede jeg mig over bøgerne i en tidlig alder, siger Anni Bagge Jensen.
Dengang havde hverken forældre eller bedsteforældre tid tilovers til leg.
– Men jeg kunne godt regne ud, hvornår der var kaffepause. Så gik jeg over til enten mine bedsteforældre eller naboerne og fik en kop kaffe med masser af sukker og fløde i. Og så snakkede vi gammelt, for jeg var sådan en gammelklog én. Det syntes de for det meste var hyggeligt. Men det var ikke, fordi de tog særligt hensyn, siger bibliotekschefen.

Et hemmeligt landskab

Husmandsstedets marker grænsede op til Langelandsfortet, hvor Annis fætter Finn arbejdede. Hendes farbror Ejner arbejdede på ”Musen” (marineudkigsstation) tættere på stranden.
– Det var meget hemmeligt. Alle vidste godt, hvad det var, for mange arbejde der. Men vi måtte ikke sige noget, fortæller Anni Bagge Jensen og tænker tilbage på det spændende i at have boet i et hemmeligt landskab, der samtidig var en arbejdsplads fyldt med unge marinesoldater.
– Vi blev inviteret til Sankt Hans med sodavand og røde pølser, og kommandøren holdt tale. Min far og nogle af de andre mænd mødtes til en øl i baglokalet hos købmanden og ”udvekslede”. Det var rimeligt uskyldigt. Ingen tænkte over den kolde krig, og at vi ligefrem var i farezonen, husker hun.

Forandringer

Annis bedsteforældre med 11 børn levede af landbruget – suppleret med fiskeri. Det med leve af jorden og vandet gav hele familien et særligt perspektiv. Og god grund til at følge med i både fiskeri- og svinenoteringer
– Far og bedstefar hørte vejrmeldinger fra en tysk radiostation, der ofte passede bedre til det farvand, far fiskede i. Og Gud nåde og trøste os, hvis vi ikke var fuldstændig stille imens, siger Anni Bagge Jensen, der synes, det er sørgeligt, at man ikke kan leve af at fiske mere. Eller at man som landmand skal have mange tønder land for at overleve. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde. Derfor bliver hun også provokeret af især københavnernes opfattelse af det ”idylliske” landbrug.
– De skulle prøve at leve af det selv, prøve at hive ukrudt op. Nogle gange bliver det glemt, at folk har levet på den her måde med alle de problemer og alt det bøvl. Det var ikke særlig idyllisk, konstateret hun.
På en dag som i dag med høj sol og lærkekvidder kan denne, forhenværende københavner nu godt forstå, hvorfor andre uvidende sætter etiketten ”idyl” på Anni Bagge Jensens barndomsminder.

Artikel bragt i Ugeavisen Svendborgs sommertillæg, juni 2018
Tekst og foto: Maja Rosendal Avnbøg