Om at bo i et postkort

Gennem vuggestue- og børnehavetiden boede jeg på Frederiksberg med mine forældre og lillesøster.
Mine forældre var begge udearbejdende på fuld tid. I sin fritid byggede min far et hus til os på en grund, hvor mine farforældre havde haft et lille sommerhus. Han sled og slæbt efter fyraften til sent og hver weekend, og endelig var han færdig. Endelig kunne vi flytte ud på landet, hvor der var sol skinnede og græsset var grønt. Her voksede jeg op.

Som barn vænner man sig hurtigt til tingenes tilstand. Eller bliver forvendt.
Og som så mange andre børn syntes jeg ikke længere, haven var stor og spændende nok til at fordrive syv ugers sommerferie. Men pengene var små.
Og efterhånden hadede jeg sidste skoledag inden sommerferien.
“Og hvad skal du lave i sommerferien, Maja?”
Jeg kikkede rundt på mine klassekammerater i 3.C.
Hvordan i himmelens navn skulle jeg kunne hamle op med Wien, Paris, Madrid og amerikanske Virgin Islands?
Jeg overvejede et kort øjeblik at lade min fantasi få ordet – som min morbror havde gjort, da han var på min alder – og bilde mine klassekammerater ind, at jeg skulle på en farefuld ekspedition i Island.
Men som alle de foregående somre, skulle jeg bare med min familie på cykelcamping i Danmark.
Jeg syntes, det var frygteligt pinligt, at mine forældre kun hade råd til at blive i Danmark – i et telt! Værst var det at skulle cykle, en fattigmandstransport.

Men sandheden var, at jeg elskede disse cykelture.
Allerede dengang holdt jeg af friheden ved at være alene flere timer i træk på cyklen. Friheden i ikke at skulle tale med nogen hele tiden. Friheden til at fordybe mig i egne tanker og suge verden til mig. Fuglekvidder. Duften af saltvand ved kysterne. Den hvislende vind i aksene på marken, og solen på min bare hud. Vi besøgte mange egne i de år.

Det Sydfynske Øhav

Men det sted, der i ungdommen stod klarest for mig, var de ture, vi cyklede på Sydfyn og øerne. Det Sydfynske Øhav.
I mine ører var dette sted mindst lige så eksotisk som nogen Stillehavsø. Der var vand så langt øjet rakte; smukt, blåt vand med sandstrande fulde af klitter med gryder. Masser af kvæg på markerne, og æbleplantager så langt øjet rakte.
De små idylliske byer med bindingsværkshuse satte gang i fantasien om, hvordan det måtte have været at bo netop her for 100 år siden.
Jeg husker disse somre med lutter solskinsdage, hvor vi fra små hyggelige campingpladser sendte det ene tætskrevne postkort efter det andet hjem til familie og venner i Storkøbenhavn.

Man kunne således tro, at skæbnen spillede ind, da mine børns far og jeg i 2004 solgte vores lejlighed i København for at flytte på landet. Vi ville have plads, lys, skov, strand og tryghed for børnene. Med disse kriterier søgte vi efter en bolig i hele det ganske land.
To huse poppede frem på internettet. To huse i samme lille landsby på Sydfyn. De var ideelle, og vi skrev under på det ene efter første besøg.
Som nytilflytter brugte jeg lang tid på at cykle ture rundt i det bakkede terræn. Jeg nød gensynet med barndommens erindringer, og duften af det smukke hav, hvor alle de små øer var strøget ud med rund hånd.
Når folk ”hjemmefra” spurgte, om jeg var faldet godt til, kunne jeg ikke svare andet end ” ja, for jeg bor jo i et postkort.”

Ghostwriteren-laidback, 2018