Fjällräven Classic – logistik

Når man skal prøve noget nyt, er der ofte et element af usikkerhed i forhold til logistik.

Hvordan kommer vi til startpointet?
Hvordan finder vi vej på ruten?
Hvor skal vi sove?

Fjällräven, der lavede den første Classic-vandring i Sverige i 2005, har fat i den lange ende. De har sammenstrikket et koncept, som for mig at se har to store fordele:
1) Det er gennemtestet, så intet er overladt til tilfældighederne
2) De formår alligevel at få en til at føle, at man er første mand på månen

I år var 818 tilmeldte fra 24 lande i hele verden tilmeldt vandreturen, der foregår langs 75 km af den ialt 220 km lange Øhavsstien.
Halvdelen af deltagerne skulle starte den ene dag og halvdelen den næste.
Selvom vores gruppe var opdelt i yderligere tre grupper, der startede med kun et kvarters mellemrum og hver aften samledes i teltlejren, var der alligevel tidspunkter, hvor Yngsten og jeg følte, at vi var de eneste, der gik den lange vej.
Oftest kunne vi skimte andre vandrere med orangefarvede sikkerhedsflag på deres rygsække. Men til tider så vi ikke en sjæl i henved en time. Dét gav os begge følelsen af sikkerhed og følelsen af frihed.

Hvordan kommer vi til startpointet?

Inkluderet i billetten havde Fjällräven Classic stillet busser til rådighed, så vi kunne komme fra Svendborg Station til startpointet ved Faldsled Camping.
På stationen samledes vi den første lille flok, der hurtigt kom i snak. Nogle havde vandret turen før. For de fleste var det første gang.
Og det var tydeligt at høre, at det var de samme spørgsmål, der fyldte vores hoveder.
Her kunne de garvede berolige os med, at der var fuldstændig styr på det…

Ved campingpladsen stod vandrerne i kø for at få:
* vandrepas og første af seks obligatoriske stempler
* trashbag og sikkerhedsflag
* forplejning til første dag

Og så var det bare at vente på startskuddet.

Hvordan finder vi vej på ruten?

Øhavsstien, som vi vandrede af, ligger bogstaveligt talt i min baghave. Derfor har jeg vandre på den af flere omgange. Den er mærket med skilte med hvide pile på blå baggrund.

Men nogle gange har jeg alligevel været i tvivl om, hvilken vej jeg skulle gå.
Dels fordi pælene med det lille mærke har været dækket af beplantning. Og dels fordi jeg har været udsat for, at pilen har peget den forkerte vej. Det kan godt gøre en utryg.
Heldigvis er man aldrig længere væk end at man nok skal finde vej alligevel. Men med stor, tung rygsæk er det ikke uvæsentligt, om man skal gå flere kilometer tilbage for igen at komme på rette spor.

For at være sikker på, at alle kunne finde vej, havde Fjällräven med meget jævne og korte mellemrum opsat plastiskvimpler i buske og grene, så man hele tiden kunne se, om man nu også gik den rigtige vej. Dét var en stor hjælp.
Selvfølgelig var vi blevet udstyret med at kort over ruten, som vi kunne følge med på. Men det var ikke heeelt i tråd med virkeligheden, når fem km nogle gange strakte sig over to centimeter på kortet og andre gange 1½.

Men noget, der var godt for vores moral, var træskiltene på Fjällrävens logo – en sammenrullet ræv – der for hver femte kilometer stod på ruten og viste, at nu havde vi gået 5, 15, 30, 55, 75 km.
De skilte blev vi altid vældig glade for at se 😊 Og så kunne vi lidt igen 😊

Hvor skal vi sove?

I Sverige, hvor Fjällräven Classic tog sin begyndelse, er der allemandsret. Det betyder, at man kan slå sit telt op hvor som helst i den svenske natur – med undtagelse af nationalparker.
Allemandsretten har vi ikke i Danmark. Derfor har Fjällräven allieret sig med ejerne af steder med græsplæner eller marker store nok til at kunne huse 400+ mennesker med alt, hvad dertil hører.
Holstenshuus og Gorillapark var vært ved vores overnatninger. Og det var fine områder med gode og næste jævne underlag for vores telte.
Der var opstillet toiletvogne og flere drikkevandsposter.

I den periode, vi var afsted (27. – 29. juni) var der på grund af manglende regn i en lang periode afbrændingsforbud. Det betød, at vi ikke måtte lave mad over åben ild på plæner og marker.
I stedet blev vi henvist til stedernes grus- og stenbelagte parkeringspladser, hvor vi uden fare kunne tænde op under vores Trangia eller gasblus.
Flere af asiaterne, der ikke talte engelsk, havde svært ved at forstå, hvorfor de ikke i tide og utide måtte koge vand til deres te.
Men de tog det pænt, når de – hver gang de havde pakket størstedelen af et mindre kinesisk køkken ud på plænen – blev mødt af et rystende hoved og en løftet pegefinger.

Man skal ikke være nervøs for, at der ikke er styr på tingene, eller at man er overladt til sig selv og sin egen vildmand, når man vandrer Fjällräven Classic. Alle deltagerne er i gode og erfarne hænder.

Ghostwriteren-laidback, 2018