Fjällräven Classic – 2. etape

Holstenshuus – Åstrup – Fjellebroen – Syltemae Ådal – Vester Skerning – Egebjerg

Jeg turde dårligt bevæge mig, da jeg vågnede næste morgen af frygt for at opdage, at min krop var radbrækket.
Men den virkede upåklageligt, selvom mine skulderled lige skulle drejes rundt et par gange for at få fuld bevægelighed.

Det var en hed vandring lige fra starten, selvom klokken kun var halv ni.
Folk på ruten søgte den mindste skygge; under hvert et træ og foran hver en hæk var der ”optaget”.

I Aastrup kom vi efter i alt 30 km til første strækning med noget, vi kendte. Jeg måtte endnu en gang fortælle Yngsten om dengang, hun skulle døbes. Det kunne absolut ikke lade sig gøre i Vester Åby, hvor vi boede, på en lørdag. For da var kirken ikke åben for kirkelige handlinger. Næh, vi måtte til nabokirken i Aastrup, hvor vi allernådigst kunne få hende døbt den ønskede lørdag.
Det pudsige var, at præsten i de to byer var den samme…

Nakkebølle Fjord gik længere ind i landet, end jeg vidste. Yngsten, der gik foran mig, blev nærmest væk i en skov af skræppeblade, mens vi nærmede os ejendommen, der i daglig tale blev kaldt Zentropahuset”. Dér arbejdede jeg for år tilbage som husassistent for Peter Ålbæk og Lars Von Trier, der havde planer om at omdanne det store hus med plads til tyve overnattende gæster til et oldekolle, men som de efter sigende har sat til salg.
Ved Fjællebroen, hvor der – i hvert fald tidligere – var filmproduktion, så den store hal, hvor jeg har haft borgmestre og andre topfolk til rundvisning og snak med August Bille om hans film om Marie Krøyer,  mildest talt forladt ud.
Det samme gjorde den ellers så berømte iskiosk ved havnen, hvor jeg havde lovet Yngsten en is.
Det blev der så ikke noget af…
Vi mødte dog en gammel bødker, der dag ud og dag ind lappede på sine garn og ruser.

Ved 35 km skiltet så vi nogen, der gik forkert. Jeg overvejede at råbe til dem, men de var for langt væk. Og jeg havde ikke kræfter til at løbe dem op i heden.
Så gik det ellers langs kysten – dels på sti og dels på strandsand.
Vi havde haft planer om en dukkert, når vi kom til kysten. Men stanken af rådne æg fik os på andre tanker.
Længere mod øst så vi flere, der holdt pause i vandkanten. Nogle stykker havde endda fundet plads i deres rygsæk til et par oppustelige stole, som de slængede sig i 😊

På et tidspunkt, da vi var kommet op fra stranden og fulgte en landvej, mente Yngsten, at det var længe siden, hun havde set et skilt eller et Fjällräven flag. Jeg måtte give hende ret, men fik hende dog alligevel med på at gå op til et lille T-kryds for at se, om dér skulle være et skilt.
Det var der ikke, så vi blev enige om at gå tilbage til stranden. Jeg var ikke i kridthuset.
På stranden fik vi straks øje på et flag, der pegede i modsatte retning af, hvad vi var gået. Øv, spildte 2,5 km…
Men det var måske Nemesis, fordi jeg ikke havde hjulpet de andre på rette vej?

Vi ville gerne have ventet med pause, til vi kom til checkpoint. Men Yngstens skuldre var ømme og hun var træt. Så vi slog os ned på en stor sten og åbnede en dåse torskerogn i stedet.

Vi gik og gik og følte ikke, vi kom nogen vegne. Op og ned ad skrænten gik det. Yngsten trillede en tåre. Nu var det ikke sjovt mere.
Det hjalp dog lidt, at vi mødte et par, som vi havde talt med tidligere. De fortalte, at kvinden heller ikke magtede mere og lige havde grædt.
Så kunne min seje Yngste gå lidt igen.

De sidste fem kilometer var uudholdelige. Mange trappetrin – nogle af dem var virkeligt høje.
Noget gav et smæld i mit ene knæ, så jeg dårligt kunne løfte benet. Nu var det min tur til at fælde en lille tåre.
Jeg måtte tage babysteps hen over sten og op og ned ad flere trin. Jeg var irriteret, for vi kunne lige så godt være blevet på samme sti. Men flagene viste os op og ned – som om det ikke var hårdt nok at vandre lige ud?

Endelig så vi de efterhånden højt elskede strandflag, der fortalte os, at checkpoint var nået.
Vi smed sækkene fra os lige foran indtjekningsbordet.
”Er I okay?”
Nej. Det var vi sgu ikke.
Jeg havde i frokostpausen ringet til Kæresten og spurgt, om han kunne hente vores bagage ved checkpoint og fragte den til vores næste overnatning?
Jeg spurgte derfor de frivillige, om det kunne lade sig gøre.
”Vi har andre, der er udgået, som skal ha’ deres bagage kørt op til lejren. Vi kan godt tage jeres med osse.”
Det lød jo skønt. Men vi ville jo ikke udgå!!
”Det er vores plan at gå resten af vejen og fortsætte i morgen. Ka’ vi få bagagen med de sidste 8 km uden at udgå?”
De frivillige kiggede på hinanden og på os.
”Vi er i godt humør i dag. Og vi vil jo gerne at så mange som muligt gennemfører. Så ja.”
Jubiii!!!!

Efter en halv times pause med vand, is og snak med Familien, der også var ankommet sent til checkpoint, gik vi videre. Men inden vi forlod stedet, mødte vi tre kvinder, som vi havde hilst på nogle gange.
De magtede ikke mere og havde forladt turen.
”Vil du ha’ vores Haribo? Vi har kun lige tage et par stykker…”
Selv ikke juleaften stråler Yngstens øjne, som de gjorde, da hun tog imod den store pose Dark Mix.
Vi takkede, og de ønskede os god tur videre.

I Syltemade Ådal var solen ikke så hård. Til gengæld var der fugtigt. Men vi havde god energi og traskede derud af, selvom jeg godt kunne mærke mit knæ, når det gik opad.

45 km.
Vi krydsede Vester Skerninge. Og igen var vi i velkendt område. Hvilket godt kan være en pestilens, når man ved, hvor kort der så er til lejren, men når man samtidig kan se, at ruten på ingen måde følger den korteste vej…

50 km. Træt med træt på. Kom til GorillaPark ad bagvejen. Kunne næsten ikke gå mere. Yngsten tog min hånd og trak mig fremad.

Samaritterne kiggede på mine fødder, der var godt sat til af vabler. De prikkede og trykkede og lappede. Og bad mig komme igen næste dag, inden vi tog videre.

Vi var for trætte til aftensmad. Åd noget chokolade og gik op til fællesområdet, hvor vi fandt Familien.
Kusinen var udgået. Hendes kæreste så mere end brugt ud og vidste ikke, om han kunne gå næste dag.
På vejen tilbage til teltet, blev vi tilbudt pølsehorn af de frivillige.
Det var meningen, at der skulle være snobrødbagning til tonerne af livemusik i skoven.
Musikken lød derindefra, men på grund af afbrændingsforbuddet, blev det ikke til snobrød, hvorfor nogen i en hast havde fremtryllet to store kasser nybagte pølsehorn, der smagte som en bid af Paradis.

Ghostwriteren-laidback, 2018