Hvad skal man have med på en vandretur med overnatning?

Det er altid svært at vide, hvor meget og hvor lidt, man skal have med, når man skal på vandretur.
Og det gælder især, når man selv skal bære al sin oppakning – hvilket man skal på Fjällräven Classic.
En god tommelfingerregel siger, at rygsækken max. Skal veje 10% af ens egen kropsvægt.

Da jeg havde pakket alt, vejede min rygsæk 14,1 kg.
Jeg vejer ikke 141 kg. Men jeg kunne ikke komme længere ned i bagagevægt, eftersom det var mig, der skulle bære både telt, Trangia og alt andet fælles oppakning.
Min 11-årige datters rygsæk vejede 4,8 kg. Det passede fint med 10%.

Både hun og jeg havde gået lange dagsture med først tomme siden fyldte rygsække som træning op til turen. Men man kan ikke forudsige eller simulere en virkelig tur 100%.
Da vi endelig gik Fjällräven, brugte vi mange timer på ruten hver dag. Og kombineret med varmen, som hver dag sneg sig op på 28º i skyggen, og det hårde, udtørrede underlag, vi gik på, blev det for meget for datterens skuldre.
Derfor lavede vi en aftale med min kæreste, der om morgenen på 3. dagen kom til vores lejr og byttede vores store rygsække ud med et par mindre dagtursrygsække.
Dét var en god beslutning, der reddede turen.

Hvilken slags tøj skal man have på, når man vandrer?

Der findes utroligt mange fede stykker tøj til outdoorlivet. Og man kunne købe sig fattig i udstyr. Men mindre kan osse gøre det.
Jeg har i forvejen meget træningstøj i polyester, som jeg befinder mig godt i – som hverken giver slidmærker eller larmer (som bukseben, der ved hvert skridt rammer hinanden med et rutch-lyd)
Når der er tale om en sommervandretur, hvor der er varme og høj himmel, synes jeg, der er én altoverskyggende fordel ved kunststof. Nemlig, at man bare kan smide den våde trøje og skifte til en tør – for eksempel når man holder frokostpause og får den tunge rygsæk af.
Det våde tøj tørrer lynhurtigt, hvis man sætter det fast på rygsækken, når man går videre.

Hvad var unødvendigt at have med?

Da vi krøb i soveposerne efter endt vandring, var vi så trætte og mørbankede, at vi hverken så eller hørte de andre i lejren. Så ørepropper – selvom de ikke fylder alverden – var overflødige.
Det samme gælder for egne tebreve og snack, som vi fik så rigeligt af. Vi havde faktisk masser af mad med hjem til en anden god gang.

Træsmørekniv er nok mest nødvendig, hvis man skal stege noget på sin teflonbeklædte Trangia. Og eftersom aftensmaden bestod af frysetørret, vakuumpakket mad, der bare skulle tilsættes kogende vand, var der ikke brug for at røre i gryden eller vende kød på panden.
For så længe vi havde vores spork, var vi godt hjulpet.

Snore og klemmer fik vi heller ikke brug for, fordi tingene tørrede godt, mens vi gik. Jeg vil dog alligevel tage dem med næste gang, hvor der måske ikke er helt så meget sol og varme.

Antibakteriel håndgel – nogen er ligeglade, andre kan ikke leve uden.
Jeg vil sige, at jeg synes, det er vigtigt at huske den – og bruge den – når man er i andre verdensdele end vores egen. Men når man vandrer i Danmark – og Europa for den sags skyld – så er man godt hjulpet med at skylle fingre og supplere med den vådserviet, når det er påkrævet.
Så den antibakterielle håndgel kommer ikke med næste gang.

Hvordan undgår man vabler?

Det er vigtigt, at fødderne får muligheden for at blive luftet og tørret. Derfor er det nærmest et must af have et par åbne sandaler eller klipklapper med.
Jeg talte – da vi var kommet hjem – med nogle garvede vandrere, der havde lavet flere forsøg på at mindske risikoen for at få vabler. Og den opskrift, der virkede bedst for dem, var at holde fem minutters pause for hver time. Og i denne pause tog de både støvler og sokker af, så fodtøj og fødder kunne blive tørre, inden de fortsatte deres vandring.
Havde jeg bare vidst dét…

Det kan virke som en god løsning at sætte Compeed vabelplaster på en tømt vabel. Og man kan gå langt på dén hjælp.
Der er dog to altoverskyggende ulemper ved Compeed:
1) Vablen kan komme igen under plasteret og/eller brede sig uden for plastret.
2) Når plastret skal af igen, kan man risikere, at det trækker hele vabelhuden med sig, fordi det sidder så godt fast.
Dertil kommer, at de ellers hjælpsomme samaritter, der er tilknyttet Fjällräven Classic, sjældent vil behandle ens ømme vabler, når der først er kommet Compeed på dem. De bander derimod det hurtige vabelfix langt væk.
Samaritternes behandlingsmetode er hård, men effektiv:
Når de har stukket hul på vablen, tømmer de den fuldstændig for væske ved at trykke hårdt og længe på den. Og det gør nederdrægtigt ondt!
Bagefter sætter de ”englehud” på og betrækker med almindelig, elastisk plaster i metermål.

Min pakkeliste gælder for mig og min datter og er ment som vejledning og inspiration.
Hvad du skal have med på en vandretur med overnatning, er et spørgsmål om årstid, sted og ikke mindst din egen komfort.

Ghostwriteren-laidback, 2018