Guldvask i Lapland
Lapland – eller Sapmí, som Samerne selv kalder dette område, der strækker sig ud over fire landes grænser – er så meget mere end samekultur og rener.
Da jeg for flere år siden prøvede at vaske guld i Australien, blev jeg smittet med guldfeberen.
Hver gang, jeg ser muligheden for at få fingrene i det ædle metal, får jeg kuldegysninger af bar iver, og jeg ser ”gult” alle vegne.
I Finland er der rig mulighed for det. Jeg besluttede mig for at prøve lykken i Tankavaara, eftersom stedet lå tæt på min rejserute.
Eneste ulempe ved dette sted var, at det årlige finske mesterskab i guldvaskeri var løbet af stablen ugen forinden på netop dette sted.
Jeg vidste ikke, hvordan det foregik og var ærlig talt bekymret for, om der ville være noget guld tilbage til mig. Jeg var sikker på, at floden ville være tømt for guldstykker!
Stegepander
På engelsk hedder dét at vaske guld for gold panning. Det kommer sig af, at guldvaskerne i gamle dage brugte, hvad de havde lige ved hånden – nemlig deres stegepande!
Helt så primitivt var mit udstyr ikke. Jeg brugte en stor, halvdyb tallerkenlignende ting af let metal.
Mine australske færdigheder var noget rustne, så min finske guide Jaakko genopfriskede det nødvendige håndelag.
– Først fylder du ”panden” med en stor mængde grusholdigt ler fra floden. Så stiller du panden på flodens bund i det lave vand. Først skal de store sten og leret skilles fra. Og derefter skal gruset vaskes: panden frem og tilbage. Fra side til side. Små bevægelser.
Sådan blev jeg ved længe, idet jeg lod vandet vaske grus og småsten ud over pandens kant.
Guld er nemlig tungere end jord/grus og vil automatisk falde til bunds. Med lidt behændighed kan alt overflødigt på dén måde vaskes bort og kun efterlade guldklumper, guldstykker og guldstøv.
Hver pandefuld tog mig 20-30 minutter at vaske. Men jeg var heldig.
Ved slutningen af hver vask åbenbarede pandebunden bittesmå stykker af det eftertragtede metal.
Ikke noget, jeg blev rig af. Men nok til at holde liv i feberen!
Jaakko, som uden en lyd havde siddet ved min side og været lige så spændt som jeg, havde undervejs fortalt mig om de halvædelstene, min pande også havde vasket frem.
Den sorte sten med en skinnende blå glans var hæmatit.
Den gennemsigtige sten i forskellige røde nuancer var granat.
Under en tiltrængt pause, som dels skulle give mig tid til lidt frokost og dels give mine røde, kolde hænder varmen igen, fortalte Jaakko om konkurrencen.
Hvor rigtig guldvaskning, som jeg havde givet mig i kast med, hovedsageligt er baseret på held, bliver titlen som finsk mester udelukket vundet af folk med det rette håndelag.
I konkurrencen deltager 2000 mennesker. Hver deltager får en spand fyldt med grus, hvori der er puttet præcis 12 småbitte guldstøvkorn. De får så 20 minutter til at finde samtlige korn. Det gælder selvsagt om at finde dem hurtigst. Og i år blev alle 12 guldkorn fundet på 2½ minut – 90 sekunder!
Da min ryg blev for øm af den akavede stilling i vandkanten, gik jeg opstemt tilbage til civilisationen. I min lomme havde jeg tre små glasbeholdere – én til hver slags skat.
Røret med guld havde jeg fyldt med vand. Vands evne til at forstørre er ikke at kimse ad, for heri bliver de bittesmå guldkorn til anseelige guldklumper…
Ghostwriteren-laidback, 2007
