Gooood morning, Alexandria!

Togtur og racermaver

Fra Cairos hovedbanegård skal vi med toget til Alexandria. Vi har afleveret vores store rygsække på hotellet. Og nu står vi her med vores endagsrygsække og billetter i hånden og ser os rundt. Her er et virvar af mennesker, der venter eller bor her.
Små sigøjnerbørn holder øje med os, mens vi holder øje med vores tasker. Vi ved godt, at man skal være påpasselig – især omkring denne folkegruppe. De er kendte for at bruge de værste tricks for at frarøve én ens ejendele. Man skal ikke give dem noget, for så har man dem alle hængende og så ved de, hvor man gemmer sine penge.

Jeg priser mig lykkelig for, at vi i Hurghada har lært alle de arabiske tal at kende. For det er nødvendigt her, hvor afgangstid, perronnumre og vognnumre står på fremmedsprog. Derfor finder vi nogenlunde hurtigt vores rigtige tog.

Vi sidder på 2. kl., og her er skidekoldt. Alle klimaanlæg kører på fulde drøn, og vi må pakke os ind i det lidt tøj, vi har taget med på turen.
Sanne er begyndt at få det dårligt i maven og falder hurtigt i søvn uden at have spist særligt meget af det, vi har købt. Jeg falder også i søvn, og vågner også med mudder i maven. Det skal lige passe, at vi bliver syge nu, hvor vi har klaret os så godt gennem turen uden det mindste mavevrøvl.

Alexandria er egypternes ferieby ved Middelhavet. Her kommer ikke mange turister. Og dét kan ses. Næsten ingen taler engelsk, og taxachaufførerne aner ikke, hvor vores hotel ligger.

Hotellet, som efter rejseselskabets mening skulle være fint, ligner noget, vi i Danmark ville kalde et-stjernet.
Hotelpersonalet kan ikke helt finde ud af, hvad vi egentlig laver hér. Og de ser ud som om, der ikke er flere ledige værelser. Men de finder alligevel ét til os. Da vi skal op med elevatoren, skal vi have en ansat med, fordi elevatoren ikke virker rigtigt!
Værelset er ikke interessant. Men hvis vi strækker vores hals og kaster blikket rundt om nogle store bygninger, kan vi lige skimte Middelhavet.

Vi er trods mavemudder blevet sultne og går ud for at finde noget at spise. Vi vader og vader rundt – hen i mod det, der kunne ligne centrum af byen. Der er et lokalt marked med en masse ting. Men vi ser ingen tilberedt mad. Og da vi ikke lige kan hugge hovedet af en hane eller flå en hare på værelset, ser det lidt sort ud!

Nu er vi efterhånden lidt desperate og vil meget gerne have noget at spise…vi kan ikke en gang finde noget at drikke.
Da vi til sidst er ved at give op, kommer en knægt med en bagerplade gående. Folk køber brød hos ham, som han i øvrigt tager med fingrene – de samme som han lige har kløet sig med og taget imod penge med!! Så dér handler vi heller ikke.

Bedst som vi er på vej tilbage til hotellet, ser vi et Coca Cola skilt. Så kan vi da få lidt at drikke – selv i denne gudsforladte by.
Mens vi går rundt og snakker, kikker vi op samtidig og ser et skilt….McDonald’s!
JAAAAAA!!! Så kan vi få noget at spise!!!
Vi næsten løber derhen som to små børn. Men vi ser på hinandens iver og bliver pludselig helt flove over den typisk turistede og europæiske måde at være forkælede på. Men lige nu er vi ligeglade….

Da vi kommer tilbage fra vores shoppingtur, mødes der os et pudsigt syn.
Ved vores hotelindgang er der installeret metaldetektorer som dem i lufthavne. Det morsomme er, at tre vagter i militæruniform hænger henover bordet ved deres stole og snorksover!!
Desværre når hotelindgangsalarmen at bippe, da vi går ind på hotellet. Så de vågner, før vi når at tage et billede af dem. Det viser jo bare, at der egentlig ikke er noget at have vagter for. Her sker jo ingenting.
Men jeg forestiller mig, det har noget at gøre med de angreb der for nogle år siden var på egyptiske hoteller, hvor flere turister blev dræbt. Og for at vise omverdenen, at den egyptiske regering vil gøre alt for at modarbejde terror, har de installeret disse stakkels søvnige mennesker til at passe på os…!

Ghostwriteren-laidback, 1999