Døden har sorte øjne i Malaysia

Jeg har altid drømt om at sejle på Amazonas og opleve regnskoven i Nordbrasilien. Så heldig har jeg endnu ikke været.
I stedet for rejser jeg og min partner østpå til midten af den malaysiske halvø. Nærmere bestemt Taman Negara, der med sine 135 millioner år er verdens ældste regnskov.
Floden, der skærer gennem skoven, hedder River Tembeling og er med garanti lige så mudderbrun som sin sydamerikanske artsfælle.

Vi sejler af sted på floden i en lang, smal båd med et sejl af plastik spændt ud på nogle stænger over vores hoveder som beskyttelse mod både sol og regn.
Jeg stikker min bare arm ned i den overraskende kolde flod og nyder følelsen på min varme hud. Jeg kikker på vandets overflade og ser flere ringe brede sig i det et lille stykke fra båden.
Følelsen af velbehag bliver pludselig afløst af nervøsitet. Hvilke slags fisk og andre dyr lever her i regnskovens vande? Slanger? Kæmpe igler? Piranaer? Krokodiller? Eller flodhajer? Min fantasi løber af med mig, og jeg flår hånden til mig.

Langs flodens bred lever et gammelt nomadefolk, som i daglig tale kaldes Orang Asli – ”det oprindelige folk”. Det er et venligt folk, som taler deres eget sprog og lever af det, skoven forsyner dem med. Flere af de familier, vi sejler forbi langs flodbredden, bor i primitive hytter af siv og tykke grene.
Nogle af dem har endog en lille indhegning med et svin eller et par køer klos op ad hytten. Nogle er reserverede over for fremmede. Andre vinker gladelig til os, når vi glider forbi dem.

Regnskov så langt øjet rækker

Mange steder langs floden vokser den grønne, frodige regnskov helt ned til vandet. Kikker man fremad i sejlretningen, ser skoven ud til at fortsætte i det uendelige. I de mange træer af forskellig slags sidder flokke af farvestrålende fugle og nyder stilheden.
Pludselig kommer en gruppe småfrække aber svingende fra gren til gren – lidt for tæt på fuglene, der skrigende letter og flyver op over os, så vi rigtigt kan se deres smukke, røde fjerpragt mod den blå himmel.
De er nysgerrige, aberne, og svinger sig i træerne langs floden for at følge os på vej endnu længere ind i regnskoven. Vandbøflerne, der kun har hovederne oven vande, er åbenbart vant til postyret. De ignorerer alt omkring sig, mens de vifter veltilpas med ørerne.

Efter tre timers sejlads er vi kommet til Kuala Tahan, som er udgangspunkt for vandring i regnskoven. På venstre side af floden ligger et luksuriøst resort perfekt tilpasset omgivelserne. Flere afmærkede vandreture af forskellige længder med start bag resortet, giver os muligheden for at vandre rundt i den ellers uberørte regnskov uden at fare vild.

The Canopy Walkway – en hængebro gennem trætoppene i 50 meters højde – er verdens længste med sine 450 meter. Den er nem at finde på resortets bagside, og det eneste de fleste besøgende ser af denne smukke natur.
Vi springer turen i trætoppene over og begiver os i stedet længere ind i den frodige regnskov.
Skønt det er forholdsvis tidligt om morgenen, er der stegende hedt og ualmindeligt fugtigt i skoven. Efter kort tid er vores T-shirts gennemblødte af sved. Der går dog ikke længe, før sveden er fordampet og har efterladt et hvidt skjold af salt. Godt vores rygsække er fyldte med vandflasker.

Det går langsomt fremad mellem træer med stammer så tykke, at vi med hinanden i hænderne end ikke kan nå halvvejs rundt om dem. Andre steder udgør stammerne primitive broer, når vi flere gange må krydse små og større vandårer, hvis brusende vandmasser søger ud mod River Tembeling.
Over alt piler store, sorte biller med lange horn frem og tilbage på de barkede grene. Firben og andre smådyr pisker rundt inde under den lave vegetation.
Foran os dukker en mosbegroet klippesten op. Ved nærmere eftersyn ser vi, at det er en grotteindgang. Frygtløst kravler jeg over et par store sten ved indgangen og befinder mig derefter i en slags hule på størrelse med et gennemsnitligt teenageværelse. Der er vandpytter på den hårde jord, og der lugter underligt. For enden af rummet viser der sig en ny indgang til endnu en hule. Jeg forcerer endnu et par sten, som er meget glatte og beklædt med noget klæbrigt stads, der minder om gåselort.
Stanken er mærkbart værre. Jeg kikker tilbage til grottens indgang, til sollyset.
Jeg hører en lille lyd, der får hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg genkender lyden af småbitte skrig, men kan alligevel ikke placere den.

Pludselig mærker jeg et lille vindpust mod min ene kind. Jeg vender hovedet, og eftersom mine øjne har vænnet sig til mørket, ser jeg en lille, mørk skikkelse forsvinde i luften foran mig. Jeg fornemmer instinktivt mere bevægelse og kikker på grottens ene væg lige foran mig. Den er som et mørkt, bølgende tæppe af liv. Hundredvis af små, sorte flagermus hænger fast i væggen med hovedet nedad indviklet i deres egne vinger.
”Ka’ du se noget?” råber min partner ind til mig.
Jeg står musestille og holder vejret. Det sidste, jeg har brug for lige nu, er en kæmpe flok flyvende bæster, der flyver hen over hovedet på mig!
Langsomt bakker jeg tilbage over de smattede sten og det ildelugtende vand ud i sikkerheden.

Da jeg har sundet mig lidt, fortsætter vi vores tur ad mudrede stier gennem regnskoven. Vi drikker enorme mængder vand for ikke at dehydrere.
På hele trekket har vi skiftes til at gå forrest og være stifinder. Nu er det blevet min tur igen.
Jeg går og kikker ned i jorden for at undgå huller, sten og andre forhindringer. Det er virkeligt nødvendigt herinde i den meget vilde natur.
Pludselig stopper jeg brat op og nærmest springer tilbage af bar refleks og ramler næsten ind i ham, som går lige bag mig!
Dér på stien – under en meter fra mig – står en lang, tyk, sort slange. Ja står! For den har rejst sig op, så den forreste halvdel af kroppen står lige op i vejret! Hver en muskel i dens glinsende krop er spændt til bristepunktet. Den stirrer på mig med sine iskolde, sorte øjne. De er fulde af aggressivitet og angrebslyst.
Den hvæser ad mig. Langtrukken og højlydt. Den begynder at svaje frem og tilbage med overkroppen – klar til hug. Jeg er fuldstændig stivnet af skræk. Hvis ikke al overskydende væske i min krop var fordampet, havde jeg tisset i mine bukser.
Vi stirrer hinanden i øjnene, rovdyret og mig, i hen ved ti sekunder. Så opdagede jeg, at slangen har et byttedyr i munden. Det er som om, krybet overvejer, om den skal gå til angreb på mig eller nøjes med det lille, brune jagttrofæ, der dingler livløst ud af dens mundvig.
Til alt held dropper den åbenbart tanken om menneskekød, sænker hele kroppen ned på stien og snor sig ind i underskoven. Jeg når at observere, at den er mindst tre meter lang.

Jeg ænser intet på turen tilbage til resortet; kun at tempoet er mærkbart hurtigere end tidligere.
Til stedet er tilknyttet en ranger; en slags naturparkopsynsmand. Jeg fortæller ham om min oplevelse og beskriver den lange slange. Hans voksende panderynke bekymrer mig.
” You are one lucky lady”.
Rangeren fortæller mig, at jeg er utrolig heldig at være sluppet godt fra mødet med skovens stille dræber. Slangen var en sort Kongekobra – Verdens længste giftslange, der bliver op til seks meter. Ét bid indeholder gift nok til at kunne dræbe en stor elefant eller 20 voksne mennesker.

Resten af dagen tilbringer jeg i min seng med en god bog. Det er dog ikke mange sider, jeg har fået læst, da min partner om aftenen stikker hovedet ind til mig og spørger, om jeg vil med på et guidet nattrek med mulighed for at møde skovens tigere!
Jeg takker nej. Det er rigeligt at have mødt døden én gang den dag…

Ghostwriteren-laidback, 2000