Kinesisk håndværk
Jade
Når man tænker på, hvor dyr forarbejdede jadefigurer er, kan man undre sig over, at jadestykkerne bare ligger henslængt på jorden i jadefabrikken.
Men det er nok den samme laissez-fairefacon, der gør sig gældende her som ved udførelse af arbejdet. Unge mænd sidder ved slibemaskiner og arbejdede uden beskyttelse af nogen art; hverken handsker, skærme eller briller. Og el-konstellationerne ved deres sider er det værste klamphuggeri, jeg nogensinde har set!
Fabriksmedarbejderen, der viser rundt, demonstrer, hvordan man kan se forskel på ægte og uægte jade. Og dét kan jo godt gå hen og blive nyttigt. Jeg fandt i hvert fald ud af, at den jade, jeg havde fundet i Australien, er ganske ægte.
Ude i fabrikkens forhal står en meget stor skulptur. Den er hugget ud af ét stykke jade. Det tog 30 slibere ét år at lave den. Den er uvurderlig, men hvis man kan løfte den, må man få den. Derfor står den der stadig.
Ferskvandsperler
Hvorfor ikke blive i smykkestenenes verden?
På en perlefabrik trækker en demonstratrice en musling op af det ferske vand.
”Try and guess how many pearls are inside.”
Tilskuerne skyder lavt. Men en af dem kommer tættest på med sit gæt på 25 perler.
”Oh, perhaps that is your age?”
Hun smiler på den indstuderede måde, der fortæller, hvor mange gange hun har leveret netop dén joke. Men manden falder for hendes falske smiger og er ikke til at skyde igennem resten af dagen, eftersom han faktisk er otte år ældre.
Men for dette rigtige gæt får han tre perler, som han strakt forærede sin kone og høster mange anerkendende smil fra de omkringstående kvinder.Produkterne på fabrikken er dyre. Og en masse ekspeditricer styrter rundt og udviser større eller mindre sælgertalent.
En del af perlerne går til produktion af cremer, der giver smuk, hvid og glat hud. Så det er der også demonstration på – og ikke mindst masser af discount.
Cloisonné
Selvom der arbejdes med opløsningsmidler, maling og lakker er der heller intet spor af sikkerhedsforanstaltninger på cloisonnéfabrikken.
Men ser man bort fra dét, kan man ikke andet end at beundre både arbejdsmetoden og det færdige resultat.
Cloisonné, der også kaldes enamel, har en historie på mere end fem hundrede år. I begyndelsen var lakken mat og al grundfarven var blå.
Nu er mønstrene mere farvestrålende og lakken er blank.
De glatte vaser, figurer, spisepinde eller smykker formes i kobber. Derefter strækkes og bukkes tynde og tykke kobbertråde, der bliver hamret fast på vasen. Den egentlige kunst består i at fylde farvet emalje i alle de små huller som udgør de sindrige mønstre, hvorefter tingene slibes og lakeres.
Madkunst
Læreren på Beijings største kokkeskole laver kylling og grøntsager i sur/sød sauce på et komfur i noget, der minder om et auditorium. Tavlen taler sit tydeligsprog, der fortæller, at der var undervisning i dette lokale i morges.
Heldigvis kan læreren også tale nogenlunde engelsk, så man er ikke nødsaget til at kaste sig ud i at tyde skriften på tavlen.
Alt laves fra bunden. Selv kyllingen parteres “live”. Måden, læreren drejer gulerødderne på, mens han skærer stykker af dem med en ufattelig fart, er meget imponerende. Og smagen er helt utrolig.
Inde i klasselokalerne står de unge elever ved hver deres spækbræt. De store, firkantede knivsblade glimter i projektørlyset. Som på stikord går de i gang med at snitte og hakke de tyndeste skiver kartofler og porrer.
Som enebørn er de vant til at blive serviceret derhjemme af deres mødre, og har aldrig lavet mad. Så de starter virkelig fra bunden her på skolen: dette er en kartoffel!
På skolen uddanner de også kosmetologer, frisører og massører. Det er kun mænd, der må blive sidstnævnte, for det efter sigende er for hårdt for pigerne!
Ghostwriteren-laidback, 2003
