Blandt opiumsdyrkere i Nordthailand

Chiang Mai. Bare navnet lyder orientalsk og mystisk.
Chiang Mai. Hemmeligt og lidt farligt.
Turister, der tager op til byen i det nordlige Thailand, kommer mest for at shoppe. Byen er kendt for sin natbasar med alskens varer til billige penge og for sin silke i alle prisklasser.
Jeg kommer mest for at trekke.

Sammen med to lokale guider og fem andre skandinaver begiver jeg mig af sted i en gammel ramponeret pickup, der absolut har set bedre dage, mod det lokale marked for at proviantere til en tredags vandretur.
Den første gåtur – ”for at få gang i jeres ben” – er på én kilometer og fører os ad smattede veje og over vandløb hen til et lille vandfald.
Den første forhindring, vi møder, er en forholdsvis bred flod med en tynd gren, vi kan gå på henover vandet. Guiden stiller sig smilende og barmhjertig midt i floden med vand til livet og giver os en hånd, mens vi prøver at holde balancen med en bambusstok stukket ned på bunden. Han ser så lille og smidig ud og bevæger sig med en lydløs elegance, der får os andre til at ligne elefanter i en porcelænsbutik.

Videre går det, og ikke sjældent er der én af os, der skrider i mudderet til stor moro for hele gruppen og os selv. Ved det lille rislende vandfald er frokosten gjort klar til os af vores bærer, der er kørt ad en anden vej med pickuppen. Menuen består af stegte ris med æg og grøntsager samt ananas til dessert.
Mens vi spiser med glubende appetit, fortæller guiden os om resten af turens program. I dag skal vi trekke til en Karen-landsby, hvor vi skal overnatte hos den lokale stamme.
Mætte og glade bliver vi kørt endnu en halv time ind i skoven, og da køretøjet stopper, står vi ud med al vores oppakning inklusive redningsvest til senere brug.

Dagens tur viser sig at være lidt hårdere, end jeg havde forventet. Jorden er temmelig smattet på grund af regnen, der dagligt siler ned i korte perioder. Solen brager dog ned lige nu, og luftfugtigheden er meget høj.
Vores ben værker. Vi sveder, så vi bliver helt gennemblødte, og vores kondition har set langt bedre dage.
Men vores anstrengelser bliver så rigeligt belønnet langs saftige, grønne rismarker og forbi små primitive træhuse ad stier, der ikke ser ud til at blive brugt særligt ofte. I hvert fald har den forreste guide travlt med macheten.

Selvom livet som risbonde er hårdt arbejde, ånder alt fred og idyl her i heden. Alle i familien hjælper til, mens de små børn, der endnu ikke kan gå med i marken, leger med hinanden på tæpper under husets skyggefulde tagudhæng.

 

Farlige dyr og planter

På vores vej peger guiden og fortæller om dyrene i området, især fuglene som holder koncert for os, mens vi aser og maser. Han viser os særlige planter, nogle er giftige. Og andre har små torne med modhager, der borer sig ind i huden…opdager jeg, da jeg snubler og rager hånden ind i en.
Endelig holder vi en tiltrængt pause. Dels for at smøre os ind i myggebalsam, og dels for at fjerne mine torne, der efterlader huden rød og hævet. Den lokalkendte mand har en salve med, som han smører på for at modvirke infektion. Den anden fører laver os hver en vandrestok af tyk bambus. Det tyder på, at turen vil blive endnu mere anstrengende. Og dét bliver den…

Inden vi når op til Karen-landsbyen, gør vi holdt ved nogle naturlige vandhuller med kogende vand. Det syder og bobler og ville garanteret være meget indbydende, hvis vi vandrede på et snefyldt bjerg. Men varme og svedige, som vi er, har ingen af os lyst til en dukkert.

I stedet opfordrer føreren os tage støvler og sokker af og tjekke os selv for igler. Flere af os har et par stykker på læggene, som bliver smurt ind i noget, der minder om tigerbalsam. Ingen af snylterne har suget blod. Alligevel er det en væmmelig fornemmelse, at små, sorte dyr har suget sig fast til ens hud og gør, hvad de kan, for ikke at miste taget, selvom vi med tommel- og langfinger forsøger at knipse dem af.

Karen-stammen

Dagens sidste etape er opad, opad i denne fugtige regnskov, der med sine mange fremmedartede træer bliver tættere og tættere. De små pustepauser bliver hyppigere og hyppigere, og vi er helt ubemærket holdt op med at tale sammen. Hver især har vi fundet ind til vores helt eget energireservelager.

Godt svedige og udasede ankommer vi til landsbyen, hvor vi får tildelt en fælles hytte på pæle over jorden. Den er møbleret med stråmadrasser på gulvet og en masse tæpper. Efter et iskoldt bad med vand fra en blikspand og opskylning af tøj i samme, bliver der serveret aftensmad: varm tofu/kål suppe efterfulgt af ris med blomkål/bønnemix, stegt tofu med basilikum og svinekød i chili.
Det smager himmelsk! Vi er så sultne, at vi end ikke overvejer den risiko, som vores maver løber, ved at indtage et måltid tilberedt i landsbyens meget primitive køkken.

Mætte og tilfredse sætter vi os omkring et bål. Det er allerede bælgmørkt, skønt klokken ikke kan være mere end halv syv. Der er ingen elektricitet i landsbyen – men masser af stearinlys rundt om bålet.
Det er forholdsvist koldt heroppe nordpå, når solen er gået ned. Og mens vi varmer os ved bålet, fortæller guiden om landsbyen og Karenfolket.

Der er fem forskellige stammefolk her nordpå. Karen udgør størstedelen og opdeles i tre mindre grupper, der igen udgør flere landsbyer. I vores værtsby bor 41. De er indvandret fra Nepal via Burma for mange år siden. Missionærer har gjort dem kristne. Der er ingen kirke, men hvert hus har et alter.
Før i tiden levede de af at dyrke opium og heroin. Det har staten nu forbudt. Så i stedet er de farmere og dyrker ris og grøntsager. Regeringens helikoptere flyver jævnligt hen over landsbyerne på jagt efter røde, hvide, pink og gule opiumsvalmuer. De finder ingen.
Og fra dén højde kan de ikke se hampen, som vokser mellem grøntsagerne!

Varmen fra bålet og de store energiudfoldelser gør os afslappede og trætte. Så vi pakker os ind i et lag af tæpper og håber på, at ikke alt for mange edderkopper finder vej hen over os i mørket.

 

Den Gyldne Trekant

Jeg vågner tidligt til en kakofoni af naturens egne lyde. En hane der galer. Høns der gokker. Vandbøfler der pruster i et vandhul. Bjælder på halsen af græssende køer. Grise der grynter tilfreds i møddingen. Cikader der spiller på deres bagben. Fugle der synger deres smukke strofer. Små nøgne barnefødder der tripper på den hårdtstampede lerjord, og kvinder der taler lavt på et uforståeligt sprog i det nærtliggende køkken.
Det er mørkt, men solen stiger hurtigt op og afslører en diset dag. Da alle trekkere er stået op og har fået morgenmad, begiver vi os videre. Jeg har punkteret de vabler, jeg har fået på hælene.

Fordi det er hedt, og stierne er mudrede, går det langsomt men sikkert fremad med en guide forrest og én bagved for at holde os samlet.
Fra en pauseplet i skoven er der en storslået udsigt over Den Gyldne Trekant; området hvor Thailand, Burma og Laos mødes. Trekanten er berygtet for sin narkoproduktion, heraf tilnavnet.

Elefantmarch

Vi ankommer til en elefantlejr, hvor vi før rideturen spiser frokost. Straks bliver vi overfaldet af Karen-kvinder og små, nøgne børn, der vil kigge på os og snakke.
Efter frokost bliver elefanterne vasket i floden. De lægger sig trods størrelsen elegant ned på alle fire og lader sig skrubbe på ryggen, mens de selv hjælper til med snablen som bruser.

Vi bliver hentet af elefanterne oppe i lejren. For at komme ned til floden, som vi skal ride i, skal vi ned ad en meget stejl, mudret sti. Når man sidder i et dobbelt træsæde på toppen af en elefantryg, er der langt ned til jorden. Og når stien tilmed går nedad, føler jeg, at jeg dratter forover. Vores hunelefant er noget af en rebel. Den går og stopper så op, som det passer den. Og inden den når floden, er den sulten og vil spise. Og så vil den hellere direkte ud over skrænten og ned i floden i stedet for at gå ad stien. Heldigvis har vi den eneste ridende fører på hovedet af vores dyr. Godt det samme, for jeg har fået håndsved af angst for at falde ned.

Den egentlige elefantfører går ved siden af de to andre elefanter og råber kommandoer. Når vi går i floden, gør han det også, for vandstanden går ham kun til brystet. Enkelte steder, hvor strømmen er stærk, går han på bredden.

Jeg har hørt og læst om folk, der synes at rideture på elefanter – og kameler for den sags skyld – er som at sejle i hård sø. De bliver søsyge af gyngeriet. Men vores elefant gynger ikke det mindste, nu hvor hun endelig er faldet til ro i floden.

Turen går gennem både flod og mudderbred, og dyrene skiftes til at tage føringen.
Det er utroligt, som man kan føle sig i ét med naturen. Ikke én eneste menneskeskabt lyd; bortset fra kameraernes klikken. Temperaturen er behagelig, og tempoet afslappende.

 

 

 

“Down!”

Vel fremme ved næste Karen-by bliver vi sat af de store dyr, før de bliver gennet tilbage gennem junglen til deres lejr.
Da vi ser vores bolig for natten, bliver vi alle enige om, at det forrige sted, vi overnattede, var langt bedre, eller i hvert fald mindre beskidt. Her er der godt nok moskitonet, små madrasser og vattæpper, men det er uhumskt og lugter både vådt og gammelt. Jeg ærgrer mig over, at vi har ladet vores dynebetræk blive på hostlet i Chiang Mai.
Nedenunder huset er køkken med spiseområdet, hvor alverdens dyr hopper rundt på bord og bænke; katte, hunde – voksne og hvalpe -, gæs, ænder, høns og haner. Nogle af fuglene er afpillede, og hundene mangler både øjne og haler. Og alle sammen går og klør sig.
Jeg sover dårligt den nat; vågner konstant ved at noget klør eller bider på min krop.

Så er turen kommet til sejlads på bambustømmerflåder. Tømmerflåde, der ligger klar, kan ikke holde til os alle og vores bagage, så lynhurtigt har vores guider bundet to meget tykke bambusstammer nedenunder flåden for at hæve den yderligere fra vandoverfladen. De bliver bundet på med nogle tynde palmeblade.
Vores oppakning bliver hængt op på et trebenet kryds af grene i midten af tømmerflåden, og vi står jævnt fordelt på bambussen, da bagerste styrmand skubber flåden fra bredden. Det tager kun et øjeblik at finde balancen, mens vi glider af sted over det rolige vand. Selv steder med lidt strøm ligger flåden utroligt stabilt på vandet.

Der er helt stille. Kun fuglenes kvidren og vandets klukken høres. Og lukker man øjnene, kan man ikke mærke, at flåden bevæger sig.
Efter et stykke tid siger den ene fører, at når ”jeg gør tegn, skal I alle sammen sætte jer ned på flåden”. Om lidt vil vandet blive temmelig turbulent, og strømmen meget stærk. Den eneste foranstaltning, vi kan tage for ikke at kæntre, er at flytte balancen/tyngdepunktet nedad. Tegnet kommer kort efter i form af ordet ”down”.
De fleste sætter sig på hug. Men af skræk for at miste balancen, sætter jeg mig på enden med benene strakt frem foran mig, mens jeg holder fast i mit kamera med den ene hånd og en tværgående rafte med den anden.
Og så kommer bølgerne! Jeg tror, jeg skriger, da flåden dykker ned i vandet med forenden først.

Inden vandmassen kommer om til mig i bagenden, er flåden ved at lette i højre side, og vandet næsten slår mig omkuld, da det kommer væltende indover. I refleks hæver jeg kameraet over mit hoved. Men jeg formår ikke at holde mine klipklapper på fødderne. Så den ene bliver kastet ud i den fossende flod.
Til alt held kommer en anden bølge den modsatte vej og skyller skoen indenfor rækkevidde og kan samles op af den nærmeste passager. Alle ler. Våde men i strålende humør rejser vi os op igen.

Der kommer flere af disse ”down”-kommandoer, men da er vi forberedte, og båden krænger ikke over.
Som flåden glider ned ad floden, kan jeg godt narre mig selv til at tro, at vi er de første mennesker fra den vestlige civilisation, der bevæger sig forbi de små landsbyer langs flodbredden. Og jeg kan næsten bilde mig selv ind, at hele verden ånder fred og fordragelighed.

Intet varer ved, og før vi ved af det, er vi klatret op på land, vandret den korte vej tilbage til pickuppen og virkeligheden, hvor vi får tørt tøj på og spiser frokost, inden vi bliver kørt tilbage til virkelighedens øredøvende larm fra natbasaren i Chiang Mai.

 

Ghostwriteren-laidback, 2000