Vandring på Hærvejen – eller noget af den
Som om det ikke var nok at vandre Fjällräven Classic i denne sommers hede, så havde jeg også sagt ja til at vandre på Hærvejen med en ny veninde. Det skal retfærdigvis siges, at jeg sagde ja, FØR jeg vidste, sommeren ville blive så varm!
Vi havde hjemmefra sammen med et ægtepar fra Skodborg planlagt at vandre sydpå til Padborg, dreje til venstre og fortsætte af Gendarmerstien på Als.
Dét var en god plan. I hvert fald da vi lagde den…
Godt nok fik vi folk til at transportere vores store rygsække, så vi kun havde med os, hvad vi skulle bruge i løbet af dagen.
Men mine fødder var slet ikke helet op efter Fjällräven.
Så da de kom i iskoldt vand i en balje under frokosten 1. dag, gik de nærmest i opløsning, så man kunne se, hvor de gamle vabler havde været. Og det var store plamager af hud, der nu var løs.
Dét var – sammen med endnu mere varme i samme sokker og støvler som tidligere – grunden til, at de planlagte syv dage blev reduceret til tre.
Til gengæld var det tre dage fulde af oplevelser og ikke mindst godt humør og rigtig mange grin 😊
Alle veje fører til Rom, siges det.
Man kunne også vende den om og sige, at Pilgrimsruten fører til alle veje.
I hvert fald var det dén vej pilgrimmene gik, hvis deres destination var enten Rom, Palæstina eller Caminoen – Santiago de Compostela.
Så langt skulle vi på ingen måde gå – i denne omgang.
Men det smagte da lidt af gamle dage, da vi ankom til vikingebyen Jels, hvor alt hed noget, der kunne relateres til vikingetiden.
Selvom vi var startet tidligt på dagen, gik der ikke lang tid, før det var alt for varmt. Døde dyr i vejkanten og stivnede stålorme i skoven vidnede om, hvor vild heden var.
På markerne var majsplanterne nok høje. Men selve majsen var på størrelse med babymajs fra Kvickly.
Mange vandløb var tørre og vandstanden i søerne var langt under midten.
Hunden, vi havde med, stak tungen i selv de mest umulige sprækker og huller i sin søgen på vand.
Hver en skyggeplet indbød til pause og vores kinder var højrøde….
Dag to startede endnu tidligere, efter at vi havde overnattet på en parkeringsplads i en skov fuld af myg og myrer.
Det gik fint derudaf i starten. Men så kom heden igen og overmandede os.
Tørning Mølle overraskede os i dén grad ved at byde på en fin sø (med ulækkert stillestående vand, som hverken vi eller hunden kunne bade i) og en skøn, sval park med borde, bænke og masser af græs (eller det har der nok været tidligere).
Der var også et udstillingslokale/museum og en lille butik, der dog ikke havde åben dén dag.
Pausen blev længere end beregnet, men vi kunne ikke finde energi nok til at fortsætte…
Mere hede.
Da vi næsten ikke magtede mere, så vi et skilt, der reklamerede for en lille italiensk vinshop, hvor man også kunne få kaffe og sodavand. Men butikken var dog ikke åben dén dag.
Det forhindrede os dog ikke i at grine og fantasere over alle de ting, vi godt kunne tænke os.
Vi gik i, hvad der synes at være en evighed.
Vores ansigter knyttede sig sammen og vi blev mere tavse en Clint’en.
Vi stoppede pludselig alle fire og gloede på det fatamorgana, der udspillede sig for vores øjne:
Små grønne oliventræer i krukker, fint svungne smedejernsskilte, ternede duge på små, runde borde og en udvendig vindeltrappe iklædt kulørte lamper.
Vi havde fundet paradis.
Garantes Vinbutik havde alligevel ikke lukket den dag. Og Garantes selv tog imod og bød på is, lagkage, blommekringle, kaffe og kold sodavand…
Ghostwriteren-laidback, 2018
