De frivillige på Fjällräven Classic

En så stor event som Fjällräven Classic er afhængigt af et team af frivillige.
Og på vandreturen i det sydfynske var de frivillige meget synlige – på den gode måde.
Hvor mange de var, har jeg ingen idé om. Men de var her, der og alle vegne.

Da vi startede vores tur, var de frivillige de første, vi fik kontakt med. Det var dem, der sørgede for, at vi stod i de rigtige køer til indtjek, og at vi fik al den forplejning, vi skulle have.

Ved checkpoint, hvor Yngsten og jeg to ud af tre dage indtog vores frokost, stemplede de vores vandrepas og spurgte deltagende til, hvordan dagen var gået hidtil. Hvis vi var for udmattede, kunne vi være heldige at få et ekstra stykke chokolade eller en juice. Og de, der ikke magtede mere, kunne få deres rygsække transporteret til næste camp (men udgik så af turen)

Samaritterne, der godt nok kom fra Falck, var utrættelige i deres arbejde med vores vabler. Og selvom de var noget trætte af vores Compeed-tilplastrede fødder, arbejde de det bedste, de havde lært, på at lappe os sammen og gøre os klare til endnu en dag.

De frivillige mødte os altid med en frisk bemærkning og et skønt smil. Og de hjalp, hvor det var nødvendigt.
Der er ingen tvivl om, at de havde nogle fede dage. Og jeg må indrømme, at jeg legede med tanken om selv at blive frivillig ved Fjällräven Classic en dag…

Én aften var det planen, at der skulle være bål og snobrødsbagning. Men grundet afbrændingsforbuddet kunne der ikke tændes bål. I stedet stod de frivillige klar med et par kasser nybagte pølsehorn, som vi bare kunne forsyne os fra 😊

En anden dag uddelte de is fra Skarø på toppen af en bakke.

Men den bedste oplevelse for os var dog ved målstregen.
Da Yngsten og jeg nærmede os Valdemars Slot, hvor målstregen var opstillet, kunne vi tydeligere og tydeligere høre hurraråb og klapsalver.
Da vi selv – som nogle af de sidste – gik ind i målområdet, der var aftegnet med det efterhånden velkendte strandflag med Fjällrävens Classics logo, stod en gruppe storsmilende frivillige bag målstregen og klappede taktfast, mens vi to trætte vandrere hånd i hånd nærmede os.
Det var utroligt rørende, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at knibe en tåre eller ti.

Ghostwriteren-laidback, 2018