Vegetarfestival i Phuket Town

Jeg sidder på kantstenen langs hovedgaden. Klokken er 7.15 om morgenen. Jeg venter. Der kommer et par folk og gør mig selskab. Vi venter. Solen begynder at blive hed mod vores ubeskyttede hoveder. Vi venter. Et Tv-hold ankommer.
Solen bliver for hed. Jeg går ind på mit lejede værelse. Klokken er 9.
Jeg er lidt skuffet. Det ser ud som om, det er blevet aflyst…

Hvad er det så, jeg venter og venter på her i Phuket Town på den kendte ferieø i Thailand?
Jeg venter på en gadeprossesion.
Den såkaldte Vegetarfestival skulle gå gennem hovedgaden her til morgen ifølge programmet. Men den lader altså vente på sig.

En time senere går jeg ud på vejen igen – denne gang iført hat og drikkedunk.
Flere folk er stimlet sammen, men alle er forbavsende stille.
Så begynder der at ske noget. Vi kan høre stemmer og fodtrin på vejen, der kommer oppe fra byens midte.
Og nu kan jeg skimte flere personer iklædt hvide bukser og bar, gylden overkrop. De kommer tættere på, og jeg ser, hvor koncentrerede de er. Nej, koncentreret er det forkerte ord. Deres hoveder ryster frem og tilbage. De er i trance.

Jeg ser nu til min rædsel, at den forreste mand har jaget en fiskekrog ind gennem sin mund og ud gennem kinden. Jeg mener ikke en lille krog fra et sildeforfang, som dem firsernes punkere brugte, men en stor gedigen én, der kunne lande en barracuda!
Den næste mand har valgt at gennembore sin tunge med to grillspyd, så de danner et x foran hans ansigt.
Selvom jeg væmmes, bliver jeg mod min vilje også fascineret af dette skue.

Årets begivenhed på Phuket

Vegetarfestivallen er den største årlige begivenhed på Phuket. Selvom festivalens oprindelse er noget vag, er der noget, der tyder på, at der i 1825 kom en del kinesere til Phuket for at arbejde i tinminen i Ban Get Hoe.
En teatergruppe fra moderlandet kom for at optræde for minearbejderne. Mange af skuespillerne fik dengang malaria; en sygdom som er meget almindelig i området.
Som resultat deraf indførte det kinesiske samfund en streng vegetarisk diæt til alle kineserne for at formilde deres guder. Og miraklet skete; alle blev kureret.
De lokale indbyggere, som var vidner til dette, besluttede sig for at følge eksemplet. Så fra den første til den niende nat i den niende måned, skulle føden være vegetarisk.

Denne periode i selvfornægtelse blev anset for at være lykkevarslende for både tilhængere og hele samfundet, eftersom tilhængerne skulle afstå fra kød, alkohol og sex i ni dage og nætter som en hyldest til de kinesiske guder. En sådan diæt er god for både krop og sjæl; eventuelle andre synder afholdt tilhængerne sig også fra.
Det vegetariske ritual blev udvidet i de følgende år. Blandt andet blev et stort ceremonielt kar bragt til Phuket fra Kina for at være en del af prosessionen, der ærer de ni kejser-guder til hvem, der ofres vegetarisk mad i hele perioden.

I løbet af nutidens festival, tilbringer tusinder deres tid i de to hovedtempler i byen Jui Tui Shrine og Bang Neow Shrine med at forberede både krop og sjæl til ceremonierne.
Udøverne er ikke skuespillere eller entertainere men ganske almindelige borgere, som ved deres deltagelse opnår værdi og fortjeneste i deres tro og kan befri sig selv for spirituelle problemer.
De pisker og torturerer sig selv på et utal af forskellige måder. Men i alle tilfælde heler sårene usandsynligt hurtigt og efterlader ingen ar.

Ingen blod

Paraden fortsætter ufortrødent. Jo længere den skrider frem, jo vildere bliver det.
Da jeg har set flere fiskekroge, spyd, sabler og andre skarpe og spidse genstande boret igennem krops- og ansigtshud, der utroligt nok ikke afslører den mindste dråbe blod, er jeg sikker på, at nu må det være nok med dét.
Men fantasien kender ingen grænser, og næste gruppe mænd viser deres kinder, der er gennemhullet af bambuskviste, bladselleri samt grene fra træer, der stadig bærer friske, grønne blad og frugter.
Denne gruppes sidste deltager vil åbenbart ikke stå tilbage for de andre. På det spyd, der stikker ud gennem hans kinder på tværs i munden, flagrer på den ene side af ansigtet et rødt banner med gyldne kinesiske skrifttegn. Og på den anden side hænger 2o friske ananas side om side med den grønne top på en snorlige række…
Han fortrækker ikke en mine, men vader bare derudad på sine bare fødder, flankeret af et par hjælpere, der holder i spydspidsen, så den stakkels mand ikke vælter omkuld.

 

Jeg tror ikke længere mine egne øjne, da jeg vender hovedet og får øje på en lille, ung mand, der kommer lidt efter de andre. Som den eneste i optoget ser han ikke ud til at være i trance. Hans kind har spor af blod på ydersiden. Han ser lidt lidende ud, og det tror da pokker; ind gennem munden og ud gennem hans venstre kind hænger en lilletromme – ja, en tromme!

Folk langs fortovet begynder at bryde op og gå med optoget hen til det nærmeste tempel. Jeg mærker en dunkende hovedpine og orker ikke at se flere piner…

 

Voksne babyer

Om eftermiddagen er der liv og glade dage nede på markedet i Phuket Town. I forbindelse med festivalen er der udsalg i alle forretninger. Og fordi alle festivaldeltagerne skal bære hvidt tøj, får man skjorter og bukser i hvidt bomuld smidt i nakken til ingen penge!

Jeg går ind og ud mellem mange glade og snakkende mennesker og prøver ikke at støde ind i de mange madboder, hvorfra der dufter vidunderligt. Maden er et syn for guder; alle retter er pyntet med farvestrålende, friske grøntsager, der er kunstfærdigt udskåret. Alle står eller sidder og spiser ved de små borde med hvide duge, der er sat ud på den afspærrede vej i dagens anledning.
Folk lykønsker hinanden med den glædelige begivenhed. Børnene ved deres side laver konfetti og vimpler i strålende farver eller løber grinende omkring i mængden. Stemningen er fredfyldt og harmonisk.

Mørket falder på, og folk begiver sig endnu en gang hen til de lokale templer; shrines. Også her er der fuld vigør.
I Jui Tui Templet starter det hele med, at kineserne beder til deres guder og medierne kommer i trance, før de skal ud og bevise deres heltemod på byens store skueplads.
Her i templet er det første gang, jeg ser kvindelige medier eller tilbedere i trance. Men der er ikke noget heroisk over dem. Tværtimod har jeg svært ved at holde masken.
Store piger og voksne kvinder er klædt ud som babyer med alt, hvad der sig hører af udstyr lige fra bleer over rangler og hagesmække til store sutteflasker fyldt med en mælkelignende væske.
Jeg prøver at spørge de omkringstående, hvad grunden er til dette lidt for komiske indslag i forhold til festivalens seriøsitet og ophøjethed. Men jeg får intet svar…

Fyrværkeri og barberblade

Under mange krudtbrag ”forlader” gudeikoner og figurer templet i hænderne på tilhængerne. Så går vi alle sammen ud mod den anden ende af byen, hvor skuepladsen skal indvies med flere brag og lysglimt. På vejen derud bliver medierne standset, så de kan velsigne folk og forretninger.
Det er en meget stor ære at blive udvalgt som medie. De får nemlig evnen til at velsigne mennesker og ting. Også deres familie bliver efter sigende ophøjet.
Flere af medierne bliver udfordret til at danse hen over en kokosnød fyldt med krudt- og fyrværkeri i alle regnbuens farver. Eller de skal danse med et patronbælte med antændt fyrværkeri i hænderne for at bevise, at guderne er med dem og har gjort dem usårlige!
Tilskuerne må springe for livet hver gang en ny blok fyrværkeri bliver antændt, og endnu en dumdristig ung mand springer barfodet ind i gnisterne for at bevise sit mod.

 

Alt er vild forvirring, og jeg kommer ud på et sidespor i forhold til det store optog. Jeg spørger flere om vejen til skuepladsen, men bliver vist i forskellige retninger. Til sidst stopper en motorcyklist, der kender vejen.
Han og hans motorcykelven vil køre mig og en anden tilskuer derhen for fire kroner per hoved. Så vi springer begge op bag på hver vores motorcykel, og så går det ellers derudad i fulde drøn – ind og ud mellem bilerne i små smalle gader. Jeg klamrer mig fast med begge arme om denne ukendte thailænders liv. Det er grænseoverskridende, men sådan som han kører, har jeg ikke andet valg.
Min cykel kører bagerst. Kun den forreste chauffør kender stedet, så da min fører og jeg mister visuel kontakt med ham, er vi på Herrens mark!!
Vi pisker rundt i det voldsomme kaos og leder i lang tid. Men endelig ser vi de andre. De venter på os i et kryds, og jeg mærker min chaufførs skuldre sænke sig af lettelse! Han skulle bare mærke mine…
Mens vi kører det sidst stykke i samlet flok, kommer jeg til at tænke på alle de gange, jeg har læst advarsler om at tage en motorcykeltaxi. Ikke fordi de vil gøre os noget, men fordi de kører så vildt, at der tit sker ulykker!

På den store skueplads er medierne lige begyndt at stille sig i kø til den udfordrende vandring på glødende kul. Og det er ikke bare et lille bælte af varme, de skal forcere. En stor firkant på 3×10 meter er gravet ud i græsset og fyldt til bristepunktet med små rødglødende træstykker. Så det er ikke bare overstået med et hurtigt trespring.
Deltagerne – medier eller ej – ser meget koncentrerede ud, inden de i bedste kapgang-stil begiver sig ud i Helvedes Korridor. Der lyder skrig og skrål; men mest når de modige sjæle ankommer levende og helskindet ovre på den anden side.

Et lille stykke derfra står en 15 meter høj A-stige. Den ligner en hvilken som helst anden stige, omend trinnene er lidt bredere. Men det særlige ved denne stige er, at trinnene er lavet af skalpelskarpe stålplader vendt på højkant, så klatrerne rent faktisk balancerer på en knivsæg hele vejen til toppen og ned igen på den anden side.
Hvordan de kan klare denne udfordring uskadte, er mig en gåde.

Medierne begynder nu ualmindeligt langsomt at klatre op ad stigen Da begynder det at regne. Det giver lidt ekstra spænding blandt publikum, der gisper af forventning: vil de mon glide?
Jeg kommer rimeligt tæt på og kan se, hvor koncentrerede de er, når de med hypnoserystende hoveder sætter fødderne forsigtigt på de skarpe knive.
Jeg får mulighed for at rykke endnu tættere på, men tanken om al blodet, der vil styrte ned over publikum, hvis klatrene glider, får mig til at blive, hvor jeg er.

Da halvdelen af de dristige unge mennesker helskindede er nået over på den anden side, bliver jeg overmandet af træthed og sult. Faktisk har jeg ikke spist til aften. Nu er det næsten midnat, og mine tarme skriger om kap med mandestemmen i pladsens højtalere.
Hvordan jeg kommer tilbage til mit værelse, husker jeg ikke. Om jeg når at spise, inden jeg falder bevidstløs omkuld på sengen står også hen i det uvisse.
Men dén nat drømmer jeg om spiddede kinder, brændende kokosnødder og afskårne fødder.

Vegetarfestivallen i Phuket er ikke for sarte sjæle….

Ghostwriteren-laidback, 2000