Luftens helte – fra Paris til New York i “Oiseau Blanc”

Jeg ved det godt, så lad mig sige det med det samme.
Jeg har snydt lidt. For de to herrer, som denne artikel handler om, har jeg jo ikke mødt i virkeligheden. Men jeg mødte dem herude – på toppen af Étretats hvide klinter – og jeg tænker, at deres historie bliver jeg nødt til at fortælle.

I den udfordrende tidsalder for pionerflyvning var der få så frygtløse og bemærkelsesværdige som Charles Nungesser og François Coli.
Disse to franske flyvere var ikke blot helte fra 1. verdenskrig, men også pionerer inden for transatlantisk flyvning. Deres eventyrlyst og mod gjorde dem til legender i luftfartens historie. Men blev også skæbnesvangert.

Charles Nungesser blev født i Paris i 1892 og voksede op med en dyb fascination for luftfart. Allerede som 15-årig fløj han rundt i Sydamerika og dén oplevelse satte kursen for hans karriere som pilot. Selvom han blev såret under en flyvning og nemt kunne undslippe militærtjeneste, meldte han sig som pilot og skød hele 54 fjendtlige fly ned i løbet af 1. verdenskrig.
Efter nogle år i USA tog han tilbage til Frankrig. Her grundlagde han Orly Lufthavnen, hvor han uddannede luftakrobater. Da han var 32 år, sagde han:
”Jeg tog til USA for at lave et projekt, der på det drastiske vil ændre vores måde at se på verden på. Jeg vil lave en rute, som vil følges af tusindvis af fly, og som vil blive en af de største internationale flyruter.”
Hans drøm om at flyve over Atlanterhavet blev drivkraften bag det historiske forsøg med det lille hvide fly “Oiseau Blanc”.

Jeg lukker øjnene og ser med al tydelighed for mit indre en sort-hvid filmstump af to smilende mænd, der vinker det bedste, de har lært, oppe fra deres hvide fly.

François Coli blev født i Marseille i 1881, i en familie af søulke, hvor hans karriere begyndte som kaptajn i handelsflåden.
I løbet af verdenskrigen blev han såret to gange og besluttede derefter at skifte havet ud med luften. Da krigen sluttede, havde han været såret fem gange og havde mistet sit højre øje, der blev skiftet ud med ét af glas.
Som følge af sin interesse for mekanik og teknologi fløj han som 38-årig over Middelhavet, først den ene og så den anden vej. En legendarisk flyning på den tid.
Fire måneder efter fløj han non-stop fra Paris til Port Lyautey i Marokko.

I 1926 kontaktede Nungesser Coli, der på det tidspunkt var ved at planlægge en tur over Nordatlanten.
Parret blev et uadskilleligt team og med flyet “Oiseau Blanc” satte de sig for at krydse Atlanterhavet fra Paris til New York, non-stop.
Nungesser var den selvskrevne, erfarne pilot, mens Coli – med sin evne til at navigere gennem udfordringer og tage chancer i luften – var navigatøren.

Tidligt om morgenen d. 8. maj 1927 lettede de fra Le Bourget-lufthavnen i Paris, ivrige efter at erobre himmelrummet. De nåede aldrig til New York.
”Oiseau Blanc” blev sidst set, da den halvanden time efter at have lettet fløj meget lavt hen over Etretat – her, hvor jeg står nu.
Flyet er aldrig blevet fundet, så mysteriet om deres skæbne er stadig uløst.

Der står skrevet om de to herrer, Nungesser og Coli, at de for evigt vil være indskrevet i flyhistorien som legendariske figurer, der satte deres aftryk på luftfartens gyldne æra.

Og som jeg læser dette på et monument opsat til deres ære, sønderflænges luften af lyden af tre kampfly, der pludselig, som ud af ingenting, dukker op ved kanten af den klint, jeg står på. De er så tætte på, at jeg føler, jeg kunne række hånden ud og røre ved dem. Og lige så pludselig er de små bitte prikker over Den Engelske Kanal.

Ikke langt fra, hvor jeg står, stod der tidligere et monument på præcis dét sted, hvor flyet sidst blev set. Et monument dedikeret ”to those who were the first to dare” (til de første, der vovede). Monumentet blev bombet af tyskerne under 2. verdenskrig.

Små tyve år senere blev et nyt, moderne monument opført omkring 100 meter derfra.
Det peger, som en nålespids, på i himmelen og symboliserer flyveturen over Atlanten.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor modige og fritænkende de to franskmænd var.
Og på hvor vigtigt det er, at vi alle – i hvert vores liv – også er modige og tør tage nogle chancer.