Tre obligatoriske i Mexico City
1. Museo Nacional de Antropología
Det anbefales i de fleste rejseguider, at man starter sin Mexico-rundrejse på Antropologisk Museum. Det vil jeg absolut tilslutte mig.
Mange lader sig afskrække af det lidt støvede og videnskabelige ord “antropologi”.
Men lad mig med det samme slå fast, at museet er alt andet end støvet og kedeligt.
Som ved så mange andre store seværdigheder gælder det også her om at mestre begrænsningens svære kunst.
Så med mindre man har flere dage til sin rådighed, bør man vælge de regioner af Mexico, der har ens allerstørste interesse. Og så udelukkende koncentrere sig om dem.
Ved indgangen kan man vælge mellem forskellige guidemuligheder: En personlig, en i tekst eller en audiophone på mange sprog. Eller man kan nøjes med Lonely Planet som sin følgesvend.
Mit første interesseområde var Téotihuacan – den gamle hovedstad berømt for sine to store pyramider.
Udover store reproduktioner af deres udsmykninger har museet en nøjagtig kopi i miniformat af hele området med pyramider, templer, paladser mm.
Et andet delområde er indianerne.
Utroligt, som de mange indianerkulturer i Mexico udtrykte sig forskelligt.
Nogen af dem brugte tegneserieagtige figurer grænsende til det barnlige. Andre gjorde meget ud af de afbillede figurer og gudernes ansigtsudtryk og klædedragter. Nogen var meget dyrefikserede, mens andre igen var meget makabre med malerier af vold, drab, skeletter og anden uhygge.
Man må endelig ikke snyde sig selv for at gå udenfor.
De fleste områder i stueetagen har virkelig gjort noget ud af udsmykningen i deres udendørsafdeling. Man føler sig henført til tiden for de første antropologer, der gjorde spændende fund i regnskoven.
Her er meget frodigt. Og mellem grenenes grønne gardiner ser man pludselig et ældgammelt ,forladt stentempel med udskårne hoveder af de mange guder.
Glem ikke at afholde den tiltrængte pause i museumscaféen. Særligt deres cinnamon bread – kanelbrød – kan anbefales. De smager vidunderligt og kan gøre det ud for et helt måltid.
Slut besøget af i museumsbutikken, hvor der sælges billeder, bøger, videoer, delikatesser, tøj og kopier af ting, man ikke anede, man stod og manglede i sit hjem.
2. Téotihuacan – stedet, hvor mennesker blev guder
Man kan sagtens tage på sightseeing hertil på egen hånd uden problemer.
Jeg valgte dog for en gangs skyld at alliere mig med en lokal guide. Dels for at være sikker på at få set det væsentligste af dette 20 kvadratkilometer store område. Dels for at slippe for selv at skulle læse om templer, pyramider og andre bygninger i en guidebog, mens jeg gik rundt derude.
Guiden hed Fidél og var en overordentlig charmerende, ældre herre med humor, vid og et fremragende engelsk.
Vi startede turen ved La Ciudadela (Citadellet) – et forsænket torv med templet Quetzalcóatl kendt for facaderelieffer med forskellige motiver af slange og regnguden Tlaloc.
Ved derefter at vandre ad Avenida de los Muertos (De Dødes Boulevard) over Rio San Juan kom vi op til Pirámide del Sol (Solens Pyramide).
Det er verdens tredje største pyramide. Der er 248 trin op til toppen, hvor templet en gang lå i 64 meters højde.
Det er hårdt arbejde at begive sig op til toppen. Trinnene er høje, og luften tynd.
Men det er hele turen værd.
Fra toppen er der en fantastisk udsigt – ikke kun over pyramideområdet, men også over hele den tilstødende egn.
Stemningen deroppe er næsten andægtig; alle besøgende bliver stille som på et bibliotek. De finder ind til et særligt sted i dem selv; flere sidder endda og mediterer.
Det siges, at hvis man bestiger Solens Pyramide, lægges der 10 år til ens levetid.
For enden af De Dødes Boulevard ligger Pirámide de la Luna (Månens Pyramide). Den er ikke så stor og imponerende som Solens. Og den er sværere at bestige, eftersom at toppen ikke består af reelle trin men derimod kampesten i forskellige størrelser, man nærmest skal kravle på alle fire op ad.
Inden man når til udgangen, går man forbi de gamle freskomalerier på Palacio de los Jaguares (Jaguarpaladset) samt andre bygninger, der er under rekonstruktion.
Her ligger også Palacio de Quetzalpapalotz (Sommerfuglepaladset) med velbevarede vægmalerier og relieffer af fugle og sommerfugle.
Udover pyramiderne gør guiden gerne flere stop i området. Der kan være tale om tequilabryggerier, Obsidiana-sliberier (Black Diamond) og optræden af Voladores (De Flyvende Fuglemænd).
Man kan sagtens bruge en hel dag i området, men nogle timer kan også gøre det. Husk blot vand, solcreme og hat. Solen er skarp heroppe, og skygge er der ikke meget af.
3. Xochimilco – De Flydende Haver
Stedet er den sidste rest af de indianske sø-byer.
Hertil valfarter lokalbefolkningen – særligt om søndagen – for at slappe af og hygge sig med hele familien over den medbragte frokostkurv på de farvestrålende og blomstersmykkede både – trajineras. Skønt mange både af denne slags sejler rundt på kanalerne, er der forbavsende stille; bådene har ingen motor, men stages rundt af unge skippere med lange årer.
Og selvom der kun er 10-15 km til det larmende centrum af Mexico City, er luften frisk og dejlig; en lease for lungerne efter storbyens forurening og smog. Man føler sig hensat til en helt anden tid, hvor al trafik og handel foregik i disse kanaler.
For man ser stadig små både med store gryder i midten, hvorfra man kan få sig et mættende måltid.
Skulle man alligevel synes, der bliver for stille, kan man altid få et marimba- eller mariachiband til at spille og synge sørgmodige serenader for sig.
Langs kanalerne ligger mange skønne villaer med frodige haver helt ned til vandet. Og man passerer ind til flere væksthuse på sin vej. Her kan man gøre holdt og indsnuse den liflige duft af alverdens blomster. Eller man kan købe små skulpturer og springvand med hjem til haven.
Men også her i idyllen kan man finde det bizarre.
En ældre mand har i sin have på en lille ø ophængt dukker i alle træerne. Det lyder tilforladelig nok. Men det er det langt fra.
Dukkerne er enten helt nøgne eller har iturevet tøj. De er beskidte og uredte. Nogen mangler en arm, et ben eller et øje. Andre sågar hele hovedet og alle lemmerne.
Manden selv siger, at de holder ham med selskab. Og han vil hellere end gerne vise sin kuriøse samling frem.
Efter at have fået mættet sit sind med en fredsfyldt ro, kan man på vejen tilbage til storbyen gøre holdt på det store marked på Nuevo León. Her kan man købe alt – undtagen souvenirs.
Især deres eksotiske frugter, der ligger kunstfærdigt opstablet, er et køb værd.
Det er nemt at komme frem og tilbage til Xochimilco med metro og lokaltoget. Og det giver én god mulighed for at studere mexicanerne og den evige strøm af sælgere i togene.
Men hav lidt tålmodighed. Især om søndagen er der trængsel. Og man risikerer at skulle lade flere tog køre fyldte fra perronen, før man kan få sig en plads.
Ghostwriteren 2005