Fjällräven Classic – 1. etape

Faldsled – Steensgaard – Haastrup –¨Trebjerg” (Fyns 3. højeste punkt) – Østrupgaard – Svanninge Bakker – Svanninge Bjerge – Holstenshuus.

 

Der var stille ved Svendborg Banegård, da vi i det skarpe solskin steg ud af bilen og vinkede farvel.
To piger spiste morgenmad ved siden af deres store rygsække. De skulle – naturligvis – også med bussen til Faldsled, hvor Fjällräven Classic Danmark starter. Vi sludrede lidt, mens flere og flere rygsækfolk ankom. Vi hilste på hinanden med nik og indforståede smil.

Stemningen i bussen var tyk af forventning. Engelsk med flere accenter ramte mit øre og jeg prøvede at regne ud, hvorfra de kom. 24 forskellige nationer var tilmeldt turen.

Det hele var meget nyt for os. Og vi vidste først ikke, hvor vi skulle gøre af os selv, da vi ankom til start-checkpointet.
Det første, jeg fik øje på, var min kusine og hendes kæreste fra København, der havde været heldige at få fat i en afbudsbillet få uger før start.

Vi så os omkring på de i vores øjne meget erfarne vandrere med topprofessionelt udstyr, der som en selvfølge stillede sig i kø til udlevering af vandrepas.
Det så klogt ud, så vi gik også hen i den lange kø.
En af de utallige frivillige hilste os god morgen og spurgte til vores startgruppe.
”Så skal I hen i den anden kø”, sagde hun og pegede på en lille gruppe med kun fire mennesker. Fedt.
Vandrepas, trashbag, sikkerhedsflag og kort over ruten blev langet over det opstillede bord.
”Og så går I derhen og får forplejning”.
Papkasser, vaskebaljer og pop-up-skraldespande var fyldte til renden med mad. Vi blev overvældede og følte os grådige, da vi skovlede til os af alt det, de frivillige sagde, vi måtte tage med.
Frugt, barer, chokolade, te, kaffe, rugbrød, leverpostej, makrel, frysetørret aftensmad og morgenmad til næste dag, juice og tørret bøfkød.
Dét var mad til dagens vandring!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi var ivrige for at komme afsted. Og samtidig var jeg nervøs, for hvad ventede os?
Kunne jeg vandre så langt med en tung oppakning? Kunne vi finde vej? Hvor lang tid ville det tage? Ville vi være de sidste, der skulle kæmpe for at finde en teltplads?
I sidste øjeblik havde vi besluttet, at Kæresten skulle komme til Holstenshuus med Yngstens oppakning om aftenen, så hun på første dag kun skulle bære en dagsrygsæk. Hun er trods alt en meget spinkel pige.
Jeg selv havde hele molevitten med inkl. telt og Trangia.

Det var en meget let start ud ad lige vej. Overraskende hurtigt fik vi øje på et 5 km-skilt lavet på en træplade udformet som Fjällrävens logo med den hvilende ræv. Det gav et kick.

 

Næste del af ruten gik lidt opad. Og det kunne mærkes i kroppen. Så vi var glade, da vi nåede til checkpointet ved Østrupgaard. Af med rygsæk, støvler og sokker. Og frem med rugbrød, makrel og spork.
Mens vi spiste, sad jeg og kiggede på vores medvandrere. En del af dem var fra Asien. Jeg forsøgte ihærdigt at snakke med en gruppe venlige mennesker fra Sydkorea. De havde ikke det store engelske ordforråd, men fagter var også brugbart. Især Yngsten blev glad, da hun blev tilbudt en Marsbar efter at have takket nej til det tilbudte æble.

 

Så kom varmen bragende, og Svanninge Bakker og Bjerge trak tænder ud. Det var en af de strækninger, jeg havde frygtet. Selvom jeg har været i Svanninge flere gange, var jeg alligevel overrasket over, hvor stort et areal området strakte sig over.
Vi havde oftere og oftere brug for pause. Jeg fik ondt i skuldrene, der blev mast nedad, så jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret helt igennem.
Selvom vi havde rigeligt med mad, blev vi som mange andre hængende ved ”Skovtrolden” og fik is.

 

Og så var det op og videre. Vi blev mere og mere stille.
De sidste fem kilometer gik på autopilot, mens vi ventede på at få øje på 25 km skiltet. Endelig kunne jeg kende området ved Holstenshuus. Men der kom ikke noget skilt. Og selvom vi kom ind på godsets område, så vi ingen flag, der indikerede, at nu var vi ved dagens mål. Tværtimod gik ruten bare videre og videre. Mens vi gik den sidste kilometer rundt om Holstenshuus var jeg ved at brække mig af træthed.
Men en meget velsmagende og rigelig portion Kylling Tikki Masala, varm cacao, chokolade og ”besøg” hjemmefra hjalp på det hele.
Op med teltet (vi magtede ikke at sætte overteltet fast, men der var heller ikke risiko for regn), ind med soveposerne, opfyldning af forplejning til næste dag, vask af fødder og på hovedet i seng.

 

Yngstens samlede vurdering af dagen: