Fjällräven Classic – 3. etape

Egebjerg Bakker – Folehaven – Løvehaven – Hvidkilde Gods – Skovsbo – Kogtved – Strandhuse – Svendborgsundbroen – Vindeby – Bregninge Skov – Troense – Valdemars Slot

Det var køligt om morgenen. Faktisk måtte jeg havde overtræksbukser på. Det var lidt underligt efter al den varme.
Jeg havde aftalt med Kæresten, at han skulle hente min og Yngstens store rygsække, for der var ingen chance for, at vi ville kunne gennemføre turen med dem på ryggen.
Således udstyret med hver sin dagsrygsæk begav vi os glade afsted – efter en ekstra og grundig lapning hos samaritterne.
Men oppakningens lethed kunne ikke fjerne ømheden i mit knæ. Heller ikke smerten fra mine vabelbefængte fødder. Hver gang, jeg stod stille i få sekunder og efterfølgende skulle i gang i gen, var jeg ved at skrige, så ondt gjorde det. Og det gik langsomt.

I det fjerne kunne vi se den arkitekttegnede glaskuppel på Egebjerg Mølle. Hvorfor vi skulle dérop, fattede jeg ikke. Det var jo en omvej i forhold til vores mål?
”Ku’ vi friste med en is fra Skarø? Der er saltkaramel, jordbær og vanille.”
”Ja, for fanden!”
Ved foden af møllen var opstillet en kummefryser og rundt om i græsset sad glade vandrere og smovsede i den fuldfede is.
Selvom de frivillige forsikrede os om, at isen ville smage meget bedre fra møllens balkon, var det kun Yngsten, der gik derop. Jeg havde allerede været der, så jeg ville hellere skåne mine fødder.
I stedet fik jeg mig en lille sludder med den svenske grænsepatruljehund Pass, der også nød godt af den kolde overraskelse.

Således forfriskede fortsatte vi vores vandring. Men heden var kommet, mens isen blev nydt. Og vi havde ingen idé om, hvornår vi kunne få tanket op i vores vandbeholdere. Derfor holdt vi igen med at drikke, hvilket kun gjorde ondt værre…
Heldigvis havde den lokale befolkning lugtet luntet og lavet pop-up café i deres forhaver. Nogle solgte kaffe og kage. Andre – som to små piger med et lille kasseapparat i gul plastik – solgte frugt og is. Men alle havde de gratis vand i slangen til os.

60 km. Der var stadig langt til vandet og sidste checkpoint ved Svendborgsundbroen.
Det var hårdt for fødderne at gå på de udtørrede markveje. Hver lille knold eller sten nærmest skar op gennem støvlesålerne.
Da vi endelig kom til Strandhuse, kunne vi skimte broen.
Vi kunne høre skrål og musik fra de mange studentervogne, der kørte over broen, og jeg måtte forklare en ungarsk familie, hvad vores tradition med unge mennesker i hvidt tøj bag en lastbil gik ud på.
Da vi kom tættere på, så vi også horden af vandrere, der traskede mod Tåsinge. Dét holdt humøret oppe.
Men da vi langt om længe ankom til checkpoint, var vi begge enige om, hvor let og fantastisk, det ville være at gå under broen, udenom byen og op til Toppen af Svendborg, hvor vi bor….

Stempler, frokost og mere plaster og sammenlapning.
Efterhånden tyndede det ud på plænen foran Sct. Jørgens kirke, og jeg begyndte at føle mig lidt som rosinen i pølseenden.
Men skidt, nu var vi virkelig tæt på målet. Den sidste strækning af Øhavsstien havde vi begge gået flere gange og mente at vide, der ikke var langt igen.

Der var vildt meget vind hen over broen. Både Yngsten, der gik forrest, og jeg selv var nervøse for, at lastbilernes slipvind skulle suge hendes spinkle krop med sig, når de passerede hende.
Heldigvis kom vi sikkert ned på trapperne, der førte os ind under broen og ned i skoven.

Da vi gik forbi Troense Kro, sad en mand og vinkede til os.
”Only 3 km left!!”
Jeg vinkede igen, ønskede ham tillykke med gennemførslen og undrede mig over, at han havde ment, der var tre kilometer, når vi bare skulle rundt om det næste vejsving?
Hvad, jeg ikke vidste, var, at for at få ruten til at være nøjagtig 75 km, havde det været nødvendigt at sno den ud og ind mellem små idylliske veje og efterhånden meget tørre småskove.

Jeg var på nippet til at give op.
Men så hørte vi musik i det fjerne. Og jubelråb. Vi kiggede på hinanden og smilede.
En dødtræt Yngste tog opstilling ved 75 km-mærket. Jeg tog det sidste, obligatoriske foto.
Musikken og råbene kom tættere og tættere, men det tog alligevel henved hundrede år at nå ind på området på slottet.
Trods udmattethed gik Yngsten forreste igen. Og godt det samme. For så behøvede jeg ikke forklare, hvorfor tårerne løb ned ad mine kinder.
Jeg var så umådelig stolt af hende; stolt over at hun havde gennemført denne hårde tur uden at kny særligt meget. Og samtidig var jeg stolt over mig selv.

Selvom vi var nogle af de sidste på ruten, havde vi ikke som flere andre bukket under for hede og smerter. Og lige om lidt ville det være overstået.
Jeg tørrede mine kinder og gik op og tog hende i hånden, da vi fik øje på de blafrende flag, der som en allé omsluttede os det allersidste stykke frem til målstregen.
På målstregen stod 4-5 frivillige og lavede ”bølgen” med tilhørende tilråb, der steg i styrke, som vi kom tættere og tættere på stregen.
Da vi nåede i mål, løftede jeg mine egne og Yngstens ene arm som de sejrskvinder, vi var, og modtog en hyldest uden lige med efterfølgende ”high fives” til alle.

Yngsten og jeg omfavnede hinanden og gik hen til kontrolbordet og indkasserede vores sidste stempler, som udløste en fin medalje samt to rygmærker – én for dette års Fjällräven Classic Danmark og én for vores første gennemførte Classic nogensinde.

Tilbage ved målstregen tilbød en frivillig at tage billeder af os. Han fumlede lidt rundt med kameraet på min mobil og bad os så tage hænderne op over hovedet og se triumferende ud.
Det gjorde vi så og gik lidt væk, da de næste vandrere nærmede sig.
Vi fik øje på Familien, der sad under en teltdug og drak iskold cola og spiste chips. Flere knus blev delt ud. Kusinens kæreste have gennemført to timer før os, og de sad nu med chokolade og lækkerier og ventede på os. Igen denne klump i halsen.
”Prøv at se de billeder, han tog af jer…”
Jeg var ved at dø af grin, da jeg kiggede på min telefon.
Mens vi stod med ryggen til, samledes ”velkomstteamet” sig musestille bag vores rygge og lavede jubelfagter. Det havde vi overhovedet ikke opdaget.
Nu kunne vi se, at de utrætteligt gentog seancen ved de sidstankomne.
”Det har de gjort hele tiden”, sagde kusinens kæreste.
Hvilken fantastisk opbakning og energi. Jeg var blevet helt høj og en stor del skyldtes teamets gejst og måde at være på.

Selvom Yngsten var sikker i sin sag, da hun sagde, at hun ikke kunne tænke sig at gå dén tur en gang til, følte jeg mig klar til at gentage succesen uden at tøve.
Det havde været den ultimative prøve for mig og min udholdenhed. Det har været uudholdeligt og jeg har haft lyst til at give op flere gange.
Men jeg er glad for og stolt over at have gennemført Fjällräven Classic Danmark.
Og så håber jeg, at jeg bliver klar til næste års Fjällräven Classic Sverige sammen med min gamle far 😊